»Mens jeg skriver dette, er jeg skaldet. Det er gået op for mig, hvor meget håret betyder for os kvinder«

Kræft er en folkesygdom, og da ugens debattør blev ramt af brystkræft, valgte hun at fortælle helt åbent om sygdommen - også på de sociale medier. Og det har hjulpet hende igennem forløbet.

ccc Fold sammen
Læs mere

DEBAT: Om et par timer løber giften atter ind i blodåren på min højre underarm, stille og kontrolleret igennem et drop. Mine hænder og fødder vil være indpakket i kølehandsker og -sko for at beskytte mine nerveender og negle. Det er min femte kemobehandling ud af seks. De første klarede jeg med sådan et overskud, at jeg næsten troede, at jeg kunne gå på vandet. Så kom kemobehandling nummer fire, med et nyt stof, Taxol. Dér brød jeg vandoverfladen og fandt ud af, hvor voldsom kemoterapi kan være. Efter fem dage blev jeg indlagt med smerter så voldsomme, at jeg lå og tudede. Det værste var dog næsten, da jeg på tredjedagen på hospitalet vågnede og næsten ikke kunne høre noget. Der var jeg verdens allermindste menneske.

Brystkræft. Ifølge Kræftens Bekæmpelse får ca. 4.900 danske kvinder hvert år stillet diagnosen. Langt de fleste overlever, fordi behandlingsmetoderne er gode, og sygehusvæsenet arbejder effektivt. Mange skal dog igennem et behandlingsforløb, der trækker tænder ud. Operation, kemoterapi, strålebehandling, hormonbehandling, eller variationer deraf. Jeg er en af dem.

LÆS OGSÅ: Brystkræft: 13 modige kvinder viser deres ar

Jeg ved, at jeg overlever. Det i sig selv er betryggende og giver kræfter. Da jeg fik beskeden på Rigshospitalet om, at jeg havde kræft, var det første, jeg tænkte på, mine to børn. Ville jeg se dem blive voksne? Hvor lang tid ville jeg kunne følge dem? Fik jeg fem år til, ville jeg lige kunne nå at opleve, at min datter blev konfirmeret. Men jeg ville ikke nå at se hende blive student eller forelsket eller få børn. En god ven ringede til mig, da den voldsomme erkendelse gik op for mig, og jeg græd. Græd over en uretfærdighed, som jeg ikke kunne rette op på, men måtte leve med. Sygdommen uden mening.

Som mennesker vil vi – for det meste – leve. Hvor stærkt livet og livsviljen er, går op for mig, når jeg bevæger mig rundt i hospitalssystemet og taler med mennesker, der har det langt værre end jeg, og som de fleste udenforstående vil se som på vej i graven. De vil. Hold da fast, hvor de vil. De taler om somre og livet på den anden side og alt det, de vil og skal. Måske ikke nu, hvor kræfterne er små – men der kommer en dag.

Folk skrev, at jeg var smuk

Og man kan umådelig meget på livsvilje. Faktisk er det min erfaring med kræften, at jeg netop har fået en umådelig lyst til livet af den. Der er ikke noget frelst i det, det er nok blot en naturlig reaktion på at stå på grænserne af det menneskeligt mulige, fysisk såvel som psykisk. Der er små sejre, som da det gik op for mig, at i hvert fald dele af kemoterapibehandlingen ikke lagde mig totalt ned. Giften gjorde sin indvirkning på kroppen og overmandede mig med træthed og madlede, men efter nogle dage kunne jeg gøre mange af de ting, som jeg plejede at gøre igen. For nedsat kraft ganske vist, men jeg kunne. Jeg kunne skrive og tænke. Jeg kunne læse godnathistorie for min datter. Jeg kunne lave mad. Jeg kunne løbe, for hver behandling langsommere og med mange pauser imellem. Men jeg kunne. Og det gav mig lige så stor stolthed og glæde som de tre maratonløb, som jeg løb sidste år. Det var i øvrigt to dage inden det sidste af disse løb, at jeg fandt den hævede lymfeknude i min højre armhule. Så højt oppe, at havde jeg ikke vænnet mig til at undersøge mig selv (husk det!) havde jeg nok først fundet ud af, hvad der var fat, hvis jeg var blevet rigtigt syg.

LÆS OGSÅ: Se øvelserne, der giver dig mere selvværd

Mit hår er en historie i sig selv. Mens jeg skriver dette, er jeg skaldet. At erkende, at jeg ville miste håret, var eksistentielt. Det er gået op for mig, hvor meget håret betyder for os kvinder, hvor meget kvindelighed, der sidder i vores hår. Er vi attraktive uden? Værd at lægge mærke til? Værd at attrå? Det var en enorm styrke for mig, da jeg lagde de første
billeder af mig selv på Facebook uden hår, og folk skrev til mig, at jeg var smuk. SMUK. At kemoen ikke tog kvinden ud af mig, men gav hende en ny dimension. At jeg tilmed kunne lege med min kvindelighed og min seksualitet i den situation, som jeg havde forventet ville lukke alt ned. Jeg var fortsat et menneske.

Kræft er en folkesygdom. Da jeg fik kræft, valgte jeg at være åben om sygdommen, om hvordan jeg havde det, ikke mindst på de sociale medier. Jeg kunne jo alligevel ikke skjule, hvordan sygdommen og behandlingen deraf definerede mig – i hvert fald i nogle måneder. Åbenheden har hjulpet mig, for mig var det absolut den rigtige vej at gå. Efterfølgende fik jeg mange henvendelser fra kvinder og mænd, som havde stået i den samme situation. Som havde været igennem hele møllen, alle op- og nedturene, frygten, vreden og den voldsomme livsgnist, som sygdommen kan føre med sig. Mange var gået stille med dørene. Men de havde alle vundet.

Det er ikke altid, at kræften overvindes. Min egen mor døde af kræft et halvt år, før jeg fik stillet diagnosen. Men jeg lever. Som jeg skrev på et tidspunkt, nok lidt trodsig, som jeg er: Jeg har lagt mig ud med døden. Og han kan jage mig igennem byen som en frådende galning. Men jeg har noget, han ikke har – livet.

LÆS OGSÅ: Det kan du lære af ulykkelige forelskelser
LÆS OGSÅ: Test dig selv: Lever du efter dine værdier?
LÆS OGSÅ: Det er blevet in at være introvert og særligt sensitiv

Artiklen er bragt i samarbejde med ALTfordamerne.dk