Mens hospitalerne plages af smitteudbrud, mangler læger, sygeplejersker og sosu'er tredje stik: »Vi står i den dårligst mulige kombination«

Der er flere gode grunde til, at hospitalspersonalet bør få tredje vaccinestik – omgående, mener Overlægeforeningen og FOA.

Udsigt til flere indlæggelser og til at personalet når at blive smittet med coronavirus, før de får deres boosterstik, er den »dårligst mulige kombination«, mener formanden for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Patienter og personale smitter i stigende grad hinanden med coronavirus på landets hospitaler – der i forvejen er pressede af mangel på arbejdskraft.

Nu viser det sig, at en stor del af hospitalspersonalet endnu ikke blevet revaccineret med det tredje vaccinestik.

Mandag havde 67,22 procent af hospitalernes læger modtaget det såkaldte boosterskud, som skal styrke og forlænge vaccinens effekt.

Ser man på andre faggrupper, er det endnu færre: 60,4 procent af de sygeplejersker og 54,03 procent af de social- og sundhedsassistenter, der arbejder på et hospital, er revaccinerede.

Det viser en opgørelse over vaccinationstilslutning blandt udvalgte brancher fra Sundhedsdatastyrelsen.

Hos Overlægeforeningen hersker der stor forundring over, at der ikke har været et større fokus på at få vaccineret personalet på landets sygehuse og hospitaler.

»Det er rigtig vigtigt, at alle os, der er tæt på patienterne, er helt opdateret vaccinemæssigt, så vi ikke smitter patienter, som i forvejen er rigtig syge,« siger formand Lisbeth Lintz.

»Derudover er det et problem, hvis vi selv bliver smittede, syge og dermed mangler – i en situation, hvor vi har et voldsomt pres på sygehusvæsenet og virkelig mangler arbejdskraft i forvejen.«

»Jeg synes ikke, det er rimeligt«

Berlingske kunne mandag fortælle, at hospitalerne netop nu står med en historisk stor udfordring i forhold til at bekæmpe smitteudbrud med den meget smitsomme deltavariant – og på sigt den nye omikronvariant, der kan gøre udfordringen endnu større.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der i løbet af en måned er registreret 46 hospitalsudbrud, hvor medarbejdere og patienter har smittet hinanden med coronavirus.

Det største af udbruddene – et såkaldt »supersprederevent« – udspillede sig på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital. Her blev i alt 50 medarbejdere og patienter konstateret smittet mellem 8. og 18. november.

»Der er langt flere udbrud, end vi har været vant til at se med andre mikroorganismer, der florerer på hospitalerne. Det er klart det største smitteproblem, vi hidtil har stået med,« forklarede Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet og ekspert i infektionshygiejne.

Netop derfor mener formanden for Overlægeforeningen også, at det er vigtigt at få revaccineret hospitalspersonalet omgående.

»Det bringer os i en tåbelig situation, når vi står i den dårligst mulige kombination – med en udsigt til langt flere indlæggelser og udsigt til, at personalet når at blive syge, selvom vi har brug for, at hver eneste møder op på arbejde,« siger Lisbeth Lintz.

Hos FOA, som repræsenterer social- og sundhedsassistenterne, er man enige i, at det går for langsomt.

Man hæfter sig samtidig ved, at andelen af revaccinerede i faggruppen er en del lavere end for både sygeplejersker og læger.

»Jeg så gerne, at det boosterstik blev givet hurtigst muligt,« siger sektorformand Torben Klitmøller Hollmann.

»Vi arbejder alle samme sted med samme patienter og kolleger. Jeg synes ikke, det er rimeligt.«

En massiv opfordring

Ifølge Sundhedsstyrelsens plan for revaccination blev personale i sundheds-, social- og ældresektoren inviteret til tredje stik under anden fase i oktober.

Indkaldelsen sker tidligst seks måneder og 14 dage efter, at en person har modtaget sit andet vaccinestik.

Da hospitalsmedarbejdere var nogle af de første, der modtog vaccinen i første omgang, må man formode, at der for langt størstedelens vedkommende er gået længere tid, mener Lisbeth Lintz.

Men flere af hendes medlemmer har ikke modtaget en invitation til tredje stik – og andre fortæller, at de ikke kan finde en ledig tid på et vaccinationscenter.

»Præcis hvad der er gået galt, ved jeg ikke. Det er ikke, fordi der er nogen, der har fået en invitation, som ikke gider. Det er ikke på grund af manglende tilslutning til vaccinen. Tværtimod.«

Hvis det skal gå hurtigt, mener overlægeformanden, at man burde have vaccineret personalet direkte på hospitalet – ligesom man gjorde for knap et år siden, da vaccinerne først kom til.

På hospitaler, Berlingske har været i kontakt med, er det vidt forskelligt, hvorvidt hospitalspersonalet har mulighed for at blive vaccineret på deres arbejdsplads.

På Amager og Hvidovre Hospital kan de, som er inviteret til tredje stik, blive vaccineret dér.

Og på Rigshospitalet kommer der fra torsdag et tilbud til personalet om at blive vaccineret på arbejdspladsen – i fem gange fire timer.

Aarhus Universitetshospital oplyser, at vaccination foregår på vaccinationscentret på Aarhus Ø, og altså ikke på selve hospitalet.

»Der er enkelte hospitaler, hvor man den seneste uges tid har erkendt problemet og været opmærksomme på at vaccinere på arbejdspladsen. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der er tale om enkelte steder – hvorfor har man ikke i stor stil rullet det her ud,« spørger Lisbeth Lintz.

»Der skal herfra lyde en massiv opfordring til, at det bliver gjort lige nu.«