Mens du sov: Islamisk Stat lover gengæld for moské-angreb i New Zealand

Islamisk Stat lover at tage hævn efter terrorangrebet i New Zealand fredag, der kostede 50 mennesker livet. Angrebet blev sendt live på Facebook, men kun under 200 facebookbrugere fuldte live med i videoen. Ingen af dem anmeldte det. Og så viser et nyt studie, at antallet af cancerdødsfald har været faldende i EU de seneste fem år.

Islamisk Stat sværger at tage hævn for angreb mod to moskéer i New Zealand i fredags. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

​Islamisk Stat lover gengæld for moské-angreb i New Zealand

 

De dødelige angreb mod to moskéer i Christchurch vil vække de sovende jihadister, advarer Islamisk Stat.
De sidste tre afsnit er tilføjet med information om en lovet stramning af New Zealands våbenlov.

Islamisk Stat sværger at tage hævn for angreb mod to moskéer i New Zealand i fredags.

Det fremgår af en lydoptagelse, som den militante gruppe har offentliggjort på medieplatformen Nashir News mandag. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Drabsscenerne fra de to moskéer i New Zealand vil vække de sovende jihadister og motivere tilhængere af kalifatet til at tage hævn, siger en talsmand for Islamisk Stat i den 44 minutter lange lydoptagelse.

I de blodige angreb, der fandt sted i byen Christchurch, blev 50 mennesker dræbt. Lige så mange er indlagt på hospitalet med skader efter angrebet.

En 28-årig australsk mand ved navn Brenton Harrison Tarrant er varetægtsfængslet i sagen sigtet for drab. Politiet formoder, at Tarrant, der beskrives som højreekstremistisk, var alene om angrebet.

Den formodede gerningsmand optog angiveligt en video, mens han likviderede mænd, kvinder og børn, der var til fredagsbøn.

Syv mennesker blev dræbt i Linwood-moskéen, da Brenton Tarrant åbnede ild mod de bedende muslimer. Forinden havde han dræbt 42 mennesker i Masjid al-Noor-moskéen få kilometer derfra.

Det er ikke oplyst, hvor det 50. offer blev fundet.

Brenton Tarrant skal sidde fængslet indtil 5. april, hvor en dommer skal tage stilling til, om han fortsat skal blive bag tremmer.

Mandag oplyste New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, at den newzealandske regering er nået til enighed om at stramme våbenlovgivningen i landet.

- Dette betyder i sidste ende, at vi inden for ti dage efter denne forfærdelige terrorhandling vil have fremlagt reformer, som jeg tror vil gøre vores samfund mere sikkert, sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De nærmere detaljer er endnu ikke på plads. Men en ny våbenreform vil ifølge premierministeren blive præsenteret inden mandag den 25. marts.

/ritzau/dpa

 

Facebook: Video af moské-angreb blev set live af under 200

Ingen af de færre end 200 brugere, som så videoen af moské-angrebene live, anmeldte videoen, oplyser Facebook.
Fjerde afsnit med oplysning om den første anmeldelse af videoen er tilføjet.

Videoen af moské-angrebene i Christchurch blev set færre end 200 gange på Facebook, mens optagelsen stod på. Samtidig var der ingen brugere, som anmeldte videoen, da den blev vist direkte.

Det oplyser det sociale medie i kølvandet på angrebene på to moskéer i den newzealandske by i fredags, hvor 50 mennesker blev dræbt.

Gerningsmanden optog en 17 minutter lang video, der blev sendt direkte på Facebook og viste mænd, kvinder og børn, der blev skudt på klos hold under fredagsbønnen.

Ifølge Facebook blev en gemt kopi af videoen første gang anmeldt af en bruger, 12 minutter efter at live-udsendelsen var slut.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, har efter angrebet krævet svar på, hvad de sociale medievirksomheders rolle er, når det kommer til at fjerne videoen og stoppe den fra at blive delt.

- Det er et emne, som jeg ser frem til at diskutere med Facebook, sagde Ardern ved et pressemøde søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Facebook har tidligere oplyst, at selskabet i løbet af de første 24 timer efter angrebet fjernede videoen 1,5 millioner gange globalt.

- Når folk vælger at bruge vores teknologi til noget negativt, så skal vi have begrænset det så meget som muligt og så hurtigt som muligt, sagde Peter Münster, nordisk kommunikationschef for Facebook, i den forbindelse.

Søndag blev en 18-årig mand fængslet i New Zealand i tre uger for at have delt videoen.

De newzealandske myndigheder sagde tidligt efter angrebene, at det kunne være strafbart at dele videoen, som var begyndt at cirkulere på sociale medier.

Alligevel har det vist sig svært at komme af med optagelsen, som er delt globalt.

En 28-årig australsk mand ved navn Brenton Harrison Tarrant er varetægtsfængslet i sagen sigtet for drab. Politiet formoder, at Tarrant, der beskrives som højreekstremistisk, var alene om angrebene.

/ritzau/Reuters

 

Studie: Cancerdødsfald har været faldende i EU i fem år

Som mand er risikoen for at dø af kræft faldet seks procent siden 2014. For kvinder er den faldet 3,6 procent.

Antallet af cancerdødsfald har været faldende i EU i fem år. Det viser et nyt studie offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift Annals of Oncology tirsdag.

Risikoen blandt mænd for at dø af kræft er faldet cirka 6 procent fra 139 dødsfald per 100.000 mænd i 2014 til 131 i år.

Blandt kvinder er risikoen faldet 3,6 procent fra 86 dødsfald per 100.000 kvinder for fem år siden til 83 i år.

Det samlede antal cancerdødsfald i EU ventes i år at stige til 1,4 millioner. Det er en stigning på næsten 5 procent fra 1,35 millioner i 2014. Omkring 787.000 vil være mænd, mens 621.900 vil være kvinder.

Stigningen skal dog ses i lyset af en voksende befolkning, påpeger studiet.

Undersøgelsen viser desuden, at lungekræft i år vil dræbe flere kvinder end brystkræft. 96.800 mod 92.800.

Lungekræft forbliver fortsat den mest dødelig form for kræft. Således ventes 279.000 mennesker i EU at dø af lungekræft i år.

Hvad angår brystkræft viser studiet betydelige forbedringer i de største EU-lande siden 2014. Storbritannien fører vej med et fald på 13 procent i antallet af dødsfald efterfulgt af Frankrig med et fald på 10 procent.

I Tyskland har man oplevet et fald på ni procent i løbet af de seneste fem år, mens det gælder syv procent i Italien og fem procent i Spanien. Omvendt har man i Polen oplevet en stigning på to procent i samme periode.

Det viser studiet, der er gennemført af professorerne Carlo La Vecchia fra Università degli Studi di Milano og Fabio Levi fra Université de Lausanne i Schweiz.

/ritzau/AFP