Meningen med 100 portioner

Kan meningen med livet koges ned til reproduktion? En sæddonor svarer for sig selv og på menneskehedens vegne. Og på, om 100 portioner er det rene frås.

Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Jacob Østberg Hansens sæd er af prima kvalitet. Når den er bedst, er tætheden, også kaldet MOT, på 20 millioner bevægelige sædceller pr. milliliter.

Han er blandt de 10-20 procent, der bliver godkendt som sæddonorer i sædbanken Cryos International og altså en avlekraftig og eftertragtet herre for barnløse kvinder og par.

Man bliver hurtigt klar over, at den 23-årige IT- og sundhedsstuderende ikke går i små sko. Troede man, at han som storleverandør af livskraftige sædceller ser sig selv som den virile præmietyr, hvis mening med livet er at være sæddonorernes svar på Arla, må man tro om igen.

Han tænker meget større.

»Spørgsmålet er, om vi taler om meningen med livet for menneskeheden eller om mit eget liv. Forskellen ligger i, at for mennesket som art, så er meningen at reproducere sig selv. Ellers uddør vi. Men hvis jeg ser ud fra mit eget perspektiv, så gør man i en eller anden udstrækning kun ting, der gavner en selv. Også hvis man gør noget for andre. Det betyder ikke, at man er en egoist, men at man finder glæde i at gøre noget for andre, så man også selv får det godt. At være sæddonor er ikke noget, jeg ser som min pligt. Jeg gør det frivilligt. Mange mennesker har gavn af det.«

Der går jo ikke noget til spilde

Jacob Østberg Hansen har i sine halvandet år som sæddonor afleveret omkring 100 portioner til sin sædbank. Han har sat en grænse på ti eller 20, han kan ikke huske det præcise antal, af hans afkoms familier, der må vide, hvem han er og efterfølgende opsøge ham, hvis de engang vil vide, hvem der er deres biologiske far.

»For hvis der engang pludselig kommer 100 børn og opsøger mig, er det måske lige lidt mere, end jeg kan kapere.«

Han får mellem 50 og 500 kr. pr. portion alt efter, hvor livskraftige hans safter er. Han kalder det en win-win-win-situation at levere sæd til værdigt trængende.

»Jeg får lov til at hjælpe barnløse. Jeg får jævnlige lægetjek. Og så er det også et økonomisk incitament. Pengene får jeg alt efter, hvordan jeg har spist og motioneret. Hvis jeg lige har været på Roskilde Festival, så er det nok ikke så god en prøve. Men hvis jeg har spist sundt hver dag og dyrket sport, så bliver det en bedre prøve.«

Er det også en cadeau til dig som mand?

»Ja, i allerhøjeste grad. Især hvis man kender til, hvor meget der skal opfyldes for at få lov til at blive donor. Det viser, at jeg er sund og rask og ikke har nogle sygdomme. Men meningen med livet handler også om at være glad, om religion og ja, at få børn. Jeg synes det hele hænger meget godt sammen.«

Burde man egentlig sætte børn i verden, sådan som verden ser ud?

»Jeg synes, alle har ret til at få et barn, hvis de kan tage vare på det. For mig er det supervigtigt at vide, at jeg KAN få børn. Det er en form for instinkt, alle har. En genetisk kodning. Det er ikke nødvendigvis noget, jeg som person er blevet opdraget med. Det er snarere en del af mine helt fundamentale instinkter. At jeg bare VIL have børn.«

Nu er du jo næsten ødsel med din sæd. Er det ikke frås?

Han har svært ved at få luft af grin over udtrykket.

»Nej, hvorfor det? Der er jo ikke noget, der går til spilde. Det er frås, hvis du bestiller en kæmpe sandwich og ikke kan spise den. Men det er da ikke fråds at dele ud af noget, der ikke går til spilde.«

Det sidste ved Jacob Østberg Hansen ret beset ikke noget om. Han har ingen forsikring for, hvad der sker med hans sæd. Men han har skrevet under på, at den både kan bruges til at gøre kvinder gravide og til forskning.

En menneskeret at møde sine forældre

Hvorfor sæddonor? Du kunne gøre noget godt for andre mennesker på mange andre måder?

»Jeg tror, det er fordi, jeg har sådan en kæmpe lyst til selv at få børn. For jeg har set, hvor godt det er i min familie. Jeg har to søskende på 22 år og 17 år, som jeg er helt vildt glad for, og det er mine forældre også, og jeg kan se, hvor godt de har det. Den glæde synes jeg, alle skal have muligheden for at opleve.«

Hvad vil du gøre, hvis du bliver opsøgt af nogle af de børn, du har været med til at sætte i verden?

»Jeg vil da hilse på dem og gå ud og drikke en kop kaffe med dem og høre, hvordan deres liv har været. Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor man ikke kunne kontakte sine rigtige forældre. Ikke for at kritisere folk, der ikke vil være åbne donorer. Men jeg ved, at hvis jeg havde været donorbarn, så ville jeg helt klart have muligheden for at kontakte min far.«

Der kunne også komme mærkelige krav og forventninger og måske konflikter ud af det?

»Ja, sådan er det jo med alting. Men siden jeg har været med til at skabe personens liv, har jeg også et ansvar for at give mig til kende. Det er en menneskeret at se sine forældre, hvis man vil det. Jeg har ingen idé om hvor mange personer, der ville have lyst til at se mig engang, men de skal i hvert fald have chancen. Det er helt sikkert.«