Min hustru var presset. Ja, lad os bare sige det, som det er: hun var mega, totalt, for vildt presset.
Der var sommerfest i den yngstes børnehave, og det startede klokken fire. Jeg kunne lige akkurat nå at være der, efter at jeg havde lagt morgendagens avis til rette og hentet vores datter i skole. Min hustru havde ligeledes rygende travlt på arbejde og var derfor tvunget til at træde speederen i bund – så kunne hun nok være der ved halvfemtiden.
Men det var nu ikke derfor, at hun var mega, totalt, for vildt presset. Nej, der var nemlig en ekstra faktor, vi ikke helt havde fået afklaret, da vi om morgenen kyssede farvel og begav os ud i hver vores virkelighed. For, som hun panikagtigt fortalte mig i telefonen på vej ud ad motorvejen, vi skulle jo have en salat med, og vi havde ikke nået at lave én.
Løsningen blev, at hun ville købe en færdigsalat, men derefter måtte vi lige igennem to svære overvejelser, for ville hun kunne nå hjem og 1) lægge salaten over i en af vores egne skåle og 2) evt. hakke et par agurker sådan lidt groft og tilfældigt henover, så salaten så mere hjemmelavet ud?
I denne uge skriver jeg om »first world problems« – dagligdagsproblemer i rige, industrialiserede lande, som indbyggerne i tredjeverdens lande formentlig ville rulle med øjnene over. Og ingen tvivl om, at nogle af disse kan findes i scenarier, der indebærer, at man som moderne forældre for alt i verden gerne vil vise overskud og hjemmelavet personlighed i forbindelse med arrangementer, der involverer ens børn og deres forældre.
Som nu det faktum, at det kan virke som et personligt nederlag ikke at medbringe en hjemmelavet salat til børnehavens sommerfest. Eller hjemmebagte boller. Eller drømmekage og sjovt pyntede muffins bagt med børnenes hjælp. Eller syltetøj lavet på bær af egen avl. Eller hyldeblomstsaft. Eller hårdkogte vagtelæg købt i Torvehallerne. Eller skiver af helstegt vildsvinekølle, der efterfølgende er røget i egen røgovn.
For nu at blive i billedet om »first world versus third world«, så er der sikkert mange mennesker i den tredje verden, som ville være lykkelige over at få en dejlig købesalat, men det handler ikke om næring, det handler om branding.
I en fortravlet hverdag må vi for alt i verden ikke signalere, at vi har for travlt, når det drejer sig om vores børn.
Men nogle gange kan man bare ikke nå det, og man må gå bodsgang gennem flokken af forældre med sin købesalat i egen skål og grofthakkede agurker kastet henover.
Undskyldende:
»Ja, vi kunne simpelthen ikke nå at lave en salat selv. Så vi har købt det meste. Men det er den gode salat, nede fra det der sted, I ved nok, nede på Strandvejen, hvor de blander det helt fra bunden og skærer det i hånden .... og alt er økologisk – også agurkerne.«
Inden man sætter sig over i et hjørne og dør langsomt.
I morgen skal det handle om rengøringshjælp.