Politiet efterlyser den formodede gerningsmand bag drabet på den 46-årige pædagog i Viborg. Manden betegnes som meget farlig.
39-årige Kristian Heilmann er cirka 190 centimer høj og spinkel af bygning. Han har gråt hår med en »underlig klipning med langt pandehår«. Han var iført lys grå trøje, lyse bukser og bar muligvis en soft shell-jakke.
Meget farlig
- Man skal ikke selv begynde at anholde manden, da han er meget farlig. Man skal i stedet kontakte politiet, siger politiinspektør Ole Henriksen ved Midt og Vestjyllands Politi og bekræfter, at manden har en behandlingsdom.
Bilen, som Kristian Heilmann formodes at være kørt i, en sølvgrå Skoda Fabia med registretringsnummeret ZV 38887, er netop blevet fundet i Aarhus. men det betyder ikke, politiet er tættere på en anholdelse.
- Det er jo ikke sikkert, at det er ham, der har kørt bilen derhen, Det må efterforskningen vise, siger vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi, Michael Kjeldgaard til bt.dk.
Grænseovergange og Storebælt har været overvåget siden i morges.
Nærmeste politi kan kontaktes på telefon 114.
Kørte en tur i skoven
Den 46-årige kvindelige pædagog forsvandt tirsdag aften fra bostedet Blåkærgård, som er et bosted for psykisk syge og personer med misbrug. Hun forsvandt sammen med Kristian Heilmann, der er beboer på stedet, da de ville køre en tur i skoven.
Kvinden blev fundet død i Dollerup Bakker syd for Viborg i formiddag klokken 10, og politiet betragter nu sagen som en drabssag.