Medier: Weinstein overgiver sig til politiet fredag

Film-produceren på vej til at blive sigtet for sex-overgreb.

Anklagemyndigheden i New York vil ifølge flere amerikanske medier fredag rejse anklage mod filmproducent Harvey Weinstein. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

Ifølge NBC, New York Times og New York Daily News vil anklagemyndigheden i Manhattan fredag rejse anklage mod filmproducenten Harvey Weinstein for seksuelle overgreb.

Han forventes ikke at modsætte sig anholdelse, oplyser kilder til de pågældende medier.

Ifølge New York Daily News og The New York Times udspringer arrestationen af et seksuelt overgreb, Weinstein skal have begået mod skuespillerstuderende Lucia Evans under et forretningsmøde. Overgrebet fandt angiveligt sted i 2004.

Det er uklart, om der også indgår andre sager, men ifølge The New York Times, efterforsker anklagere på Manhattan beskyldninger om en voldtægt, som en anden skuespillerinde, Paz de la Huerta, har fremsat mod Harvey Weinstein.

Arrestationen kommer, efter at der i månedvis har været offentliggjort anklager om seksuelle overgreb, som producenten skulle have begået over en længere årrække.

De offentlige beskyldninger var sidste år med til at sætte skub i den omfattende #MeToo-kampagne, hvor kvinder og mænd brød tavsheden om sexchikane og seksuelle overgreb i blandt andet filmbranchen.

Sagen har også fået dønninger til det danske film-miljø, hvor blandt andet Zentropa-stifteren Peter Aalbæk Jensen har været hårdt kritiseret.

For nylig blev der for eksempel herhjemme etableret en ny telefonlinje, der skal yde »psykologisk førstehjælp til at komme videre« for ansatte i film- og scenekunstbranchen, der har været udsat for krænkelser.

I efteråret sidste år stod flere kvinder frem og anklagede Harvey Weinstein for voldtægt, seksuelle overgreb eller chikane. Blandt kvinderne er skuespillerinderne Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow.

Weinstein blev senere fyret fra sit eget produktionsselskab.

Der kører ifølge nyhedsbureauet AP efterforskninger af sager mod Weinstein i London, Los Angeles, på føderalt niveau i USA samt altså i New York.