Medie: Lars Hedegaards formodede attentatmand central i ny terrorsag

Ifølge DR har Hedegaards formodede attentatmand bestilt droner i Danmark til Islamisk Stat.

Ifølge DR spiller Lars Hedegaards formodede attentatmand, Basil Hassan, en central rolle i en ny terrorsag. Myndighederne mistænker ham angiveligt for at have bestilt droneudstyr til Islamisk Stat i Danmark. Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. En af de mest eftersøgte danskere, Basil Hassan, der mistænkes for et attentat mod debattøren Lars Hedegaard, er en central person i en ny terrorsag herhjemme.

Det skriver DR.

Onsdag anholdt Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) to personer, som begge er sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.

De to mistænkes for at have købt blandt andet droner, der skulle sendes til Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, hvor de skulle bruges til kamphandlinger.

Flere af hinanden uafhængige kilder oplyser til DR, at politiet mistænker den 31-årige ingeniøruddannede Basil Hassan for at have bestilt droneudstyr til IS. Det skulle være sket i flere år gennem et netværk i Danmark.

Hverken Københavns Politi eller PET har villet kommentere oplysningerne over for DR.

Basil Hassan er mistænkt for attentatet på journalist og islamkritiker Lars Hedegaard i februar 2013.

Her ringede en mand forklædt som postbud på døren og fortalte, at han havde en pakke til Lars Hedegaard. Men da han åbnede døren, trak "postbuddet" en pistol og affyrede den.

Men han ramte ikke, og pistolen gik i baglås efter det første skud.

Efterfølgende blev Basil Hassan efterlyst internationalt. Han blev da også anholdt i Tyrkiet, men de tyrkiske myndigheder løslod ham igen - muligvis som led i en fangeudveksling med Islamisk Stat.

Det amerikanske udenrigsministerium har tidligere konkluderet, at Basil Hassan i Islamisk Stat havde en ledende rolle med et planlægge operationer uden for de områder, som bevægelsen kontrollerer.

Flere medier rapporterede i september sidste år, at Basil Hassan var blevet dræbt i kamp enten i eller på grænsen til Syrien.

I september sidste år blev en 28-årig mand varetægtsfængslet for at have købet droneudstyr, som skulle sendes til IS.

Udstyret blev overdraget til en anden mand, som også er sigtet i sagen. Han menes at opholde sig i Tyrkiet, men han blev fængslet in absentia og er efterlyst internationalt.

En 29-årig kvinde blev anholdt sammen med den 28-årige mand. Hun blev ikke fremstillet i grundlovsforhør, men er fortsat sigtet i sagen.

/ritzau/