Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Uvurderligt materiale til kræftforskning er blevet ødelagt og Københavns Universitet har misbrugt offentlige forskningsmidler.
Sådan lyder de barske anklager fra en gruppe af universitetets egne forskere, skriver Weekendavisen.
Forskningsgruppen har den internationalt anerkendte kræftforsker Rune Linding i front, og har i en årrække beskæftiget sig med at forsøge at udvikle skræddersyet medicin til hver enkelt kræftpatient.
Til forskningen har forskergruppen brugt levende kræftcellelinier. Det er celler, som skal opbevares nedfrosset ved minus 80 grader, og som derfor kræver, at der på ugentlig basis tilføres flydende kvælstof.
Men undervejs i det konfliktfyldte forløb aflyste en administrator på Københavns Universitet påfyldningen. Det betød, at temperaturen steg, og samtlige celler døde, og derfor anmeldte forskergruppen universitetet for hærværk ved at have ødelagt forskningsmaterialet.
Ifølge Weekendavisen tager det mindst et års arbejde at genskabe cellelinierne.
Forud var gået en kontrovers om flere millioner kroner.
Forskerholdet har modtaget 20 millioner kroner som bevilling fra den statslige Innovationsfond til kræftforskningen. Pengene blev modtaget, mens gruppen var tilknyttet Københavns Universitets Biotech Research & Innovation Centre (BRIC).
Tilknytningen til BRIC løb over en tidsbegrænset periode på to år, og da den periode var ved at udløbe frem mod 2017, lykkedes det gruppen at lave en aftale med Danmarks Naturhistoriske Museum, så forskerholdet i stedet kunne færdiggøre forskningen i museets lokaler.
Men da aftalen skulle forsegles, viste det sig, at forskergruppen ikke havde nær så mange penge til sin rådighed, som gruppen havde fået stillet i udsigt. Det fik Danmarks Naturhistoriske Museum til at trække sig, og forskerholdet med Rune Linding i spidsen beskyldte Københavns Universitet for misbrug af et større beløb.
»Mine klienter har konstateret, at der mangler cirka 1,3 millioner kroner af de forskningsmidler, som de har fået bevilget til projektet. Vi mener at kunne dokumentere, at Københavns Universitet har anvendt midlerne på andre projekter. Vi har derfor krævet, at universitetet skal tilbagebetale pengene til projektet,« siger advokat Bo Enevold Uhrenfeldt til Weekendavisen.
Københavns Universitet afviser alle anklager og har ikke ønsket at udtale sig til citat, men oplyser, at man mener, der er tale om chikane af universitetet.