Medie: Departementschef beholdt diplomattitel i USA: »Det er noget værre rod«

På en og samme tid var departementschef Lars Gert Lose højeste embedsmand i Udenrigsministeriet og ambassadør i USA, afslører Ekstra Bladet. Ekspert kalder det fifleri.

Lars Gert Lose fløj hjem til København i starten af 2019, for at indtage rollen som departementschef i Udenrigsministeriet. Men han var også udsendt seniordiplomat i USA frem til juni 2019, afslører Ekstra Bladet. LINDSEY WASSON (Arkivfoto)

Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, er gået uden om systemet.

I hvert fald har han både haft titlen som departementschef og ambassadør i USA, som gjorde, at hans tre børn og kone kunne blive siddende i ambassadeboligen og nyde diplomattilværelsen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det betyder samtidig, at Lars Gert Loses familie har fået dækket udgifter til privatskoler på 450.000 kroner, skriver avisen videre.

Fifleri med dokumenter

Martin Marcussen bruger ordet fifleri om sagen. Han er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og har diplomati som et af sine forskningsområder.

»Det er noget værre rod, og jeg har ikke set noget tilsvarende tidligere,« siger han til avisen.

Lars Gert Lose blev i 2015 valgt til at være den danske ambassadør i Washington. Men i oktober 2018 blev han forfremmet til stillingen som departementschef i ministeriet og fløj i starten af 2019 hjem til København for at passe det nye job. Men han beholdt også titlen som ambassadør.

Grunden til, at hans familie kunne forlænge opholdet i boligen frem til juni, var, at Udenrigsministeriet sammen med USA registrerede Lars Gert Lose som udsendt seniordiplomat på ambassaden i Washington. Og det er på trods af, at han arbejdede i København.

Udenrigsministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at Lars Gert Lose kunne beholde ambassadeboligen, så hans børn kunne færdiggøre skoleåret 2018/2019. Men at de ikke »som sådan« kunne trække på personalet.

Derudover afviser Udenrigsministeriets direktør for organisation, Erik Brøgger Rasmussen, at der er tale om fifleri. I stedet er det inden for det tilladte, når det handler om at sikre Lars Gert Loses børns skolegang, og aftalt med amerikanske myndigheder. Han taler på vegne af Lars Gert Lose, som ikke ønsker at udtale sig til avisen.