Medie: Dansker har skudt og dræbt sin kone og datter i Nigeria

En dansk mand har ifølge det nigerianske medie Pulse.ng skudt og dræbt sin kone og datter i Nigeria.

Læs mere
Fold sammen

En dansk mand skød og dræbte torsdag sin nigerianske kone og parrets fireårige datter i deres hjem i den nigerianske hovedstad, Lagos.

Det skriver det nigerianske medie Pulse.ng.

I Danmark bekræfter udenrigsministeriets borgerservice, at en dansk mand er tilbageholdt i Nigeria, men vil derudover ikke oplyse nærmere.

Mandens kone er ifølge Pulse.ng den nigerianske sanger Ali Zainab Nielsen, også kendt under kunstnernavnet Alizee.

Ifølge en lokal blog bekræfter sangerens manager drabene.

»Det er meget chokerende og en trist udvikling. Vi vågnede alle til den triste nyhed om drabet på hende og at finde ud af, at hun blev dræbt af sin mand, gør det kun mere trist,« siger en unavngiven kilde ifølge Pulse.ng.

Politiet har ifølge mediet indledt en efterforskning af drabene.

/ritzau/