Medicin giver 80.000 danskere kronisk hovedpine

Selv om det lyder paradoksalt, lider omkring 80.000 danskere hver dag af hovedpine, fordi de har spist for mange hovedpinepiller.

Foto: Bax Lindhardt

Smertestillende piller er skyld i, at tusindvis af danskere har udviklet kronisk hovedpine.

Det viser et studie foretaget blandt 129.000 danskere, som anslår, at 1,8 procent af danskerne over 16 år har udviklet kronisk hovedpine som følge af deres forbrug af hovedpinepiller. Det svarer til, at 82.000 danskere lider af den såkaldte medicin-overforbrugs-hovedpine (MOH), skriver metroxpress.

Ifølge professor på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital, Rigmor Højland Jensen, som er medforfatter på studiet, er man i risikogruppen, hvis man har tendens til at have hovedpine.

»For MOH-patienter gælder det først og fremmest om at komme i den rette behandling for deres primære hovedpine. Ellers bruger de smertestillende medicin til brandslukning hver gang, da de let går i panik, når smerterne bliver ulidelige,« siger hun og forklarer, at det kan få fatale konsekvenser, hvis man ikke kommer ud af sit pilleforbrug som MOH-patient.

»For hovedpinepatienter er det farligt at tage meget smertestillende medicin, fordi det for dem skaber og vedligeholder en forgiftningshoved-pine, som kunne have været undgået,« siger hun.

Hun bakkes op af Hanne Johannsen, formand i Migræne & Hovedpineforeningen, som oplever en stigning i antallet af henvendelser fra folk med medicinudløst hovedpine.

»Der er sket en stigning, efter at man de senere år er blevet opmærksom på det. Vi ser rigtig mange, som tager alt for mange hovedpinetabletter, fordi de er desperate og bange for at miste deres arbejde eller at blive smidt ud af deres studie,« siger Hanne Johannsen.

BNB