Medarbejdere udsættes for »helt uacceptable voldshandlinger«: Flere penge skal løse problemer i fængslerne

Justitsminister Nick Hækkerup (S) bebuder både flere penge og strukturelle ændringer for at afhjælpe de problemer med personaleflugt og vold mod ansatte, som Berlingske har afdækket.

Regeringen har afsat en merbevilling på 81,5 millioner kroner i 2020 for at afhjælpe den uholdbare situation med blandt andet pladsmangel. Men det rækker næppe med det, vurderer justitsminister Nick Hækkerup (S).  Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Der er store problemer i de danske fængsler, og der er brug for mange flere ressourcer – penge – for at løse dem.

Det er meldingen fra justitsminister Nick Hækkerup (S), efter at Berlingske i en serie om fængselsvæsenet har afdækket, hvordan fængselsbetjente nærmest flygter fra jobbet og stadig oftere bliver udsat for grovere og grovere overfald fra indsatte, ikke mindst medlemmer af banden Loyal to Familia (LTF).

»Kriminalforsorgen skal bidrage til, at Danmark er et trygt og sikkert samfund. De kriminelle skal straffes konsekvent, og vi skal trygt kunne lukke de indsatte ud i samfundet igen efter endt afsoning. Samtidig skal Kriminalforsorgens medarbejdere kunne gå trygt på arbejde. Denne vision for Kriminalforsorgen er udfordret,« fremhæver Nick Hækkerup i et svar til Morten Messerschmidt (DF).

Ifølge et notat fra Fængselsforbundet faldt antallet af fængselsbetjente fra ca. 2.300 i 2017 til ca. 2.100 i 2019. I samme periode er frafaldet fra uddannelsen til fængselsbetjent steget markant.

Justitsministeren konstaterer også, at der over en længere periode er stoppet flere fængselsbetjente, end der er blevet ansat.

Kriminalforsorgen oplever derfor aktuelt en mangel på fængselsbetjente. »Det er med til at udfordre vores fængselsbetjentes hverdag«.

Han vurderer, at udfordringerne blandt andet skyldes pladsmangel på grund af et stigende antal indsatte.

Desuden er der problemer med indsatte, ikke mindst bandemedlemmer, der direkte modarbejder fængselsbetjentene og i enkelte tilfælde også begår »helt uacceptable voldshandlinger mod fængselsbetjentene«.

Nick Hækkerup fremhæver, at regeringen har afsat en merbevilling på 81,5 millioner kroner i 2020 for at afhjælpe den uholdbare situation med blandt andet pladsmangel.

Men det rækker næppe med det, og derfor bebuder han også, at regeringen vil se på, om der skal tilføres yderligere ressourcer til kriminalforsorgen i 2021, og det kan også komme på tale med strukturændringer.

»Der er behov for yderligere initiativer for at løse udfordringerne i kriminalforsorgen,« skriver Nick Hækkerup.