Med Prins Henrik i lejet Renault Clio

Prins Henrik er bl.a. blevet interviewet i en lejet Renault Clio til den nye bog om ham. Læs forfatterens indtryk af den usnobbede prins Henrik.

Stéphanie Surrugue mødte under sine interviews med Prins Henrik en usnobbet, humoristisk og imødekommende mand. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad var det for en bog, du gerne ville skrive?

Jeg har ikke skrevet om kongehuset før og har aldrig overvejet muligheden. Jeg så det ikke som en bog om kongehuset eller monarkiet, men som en skæbnefortælling om prins Henrik. Det er også en fortælling om et kulturmøde, som jeg selv er vokset op med i et helt andet lag i samfundet. Jeg er bare fra Vestegnen, men ikke desto mindre har min franske fars og prinsgemalens indvandringshistorie kørt i parallelle spor. Det har jeg også valgt at lægge ud i bogen. Jeg følte, jeg blev nødt til at gøre rede for mit eget kulturmøde, men jeg har naturligvis forsøgt at balancere det, for det er ikke mig, der er interessant.

Hvordan har du kunnet bruge det, at din far er fransk?

Det har haft den indlysende fordel, at jeg har kunnet lave alle interviewene med prinsgemalen på fransk. Det har givet ham en sproglig tryghed, og mange af de problematikker, han har oplevet, har jeg set i lille skala i min egen opdragelse.

Hvordan foregik jeres møder?

Ret hurtigt efter vores første møde, fik jeg en mail fra hoffet om at komme ned på Château de Cayx. Jeg boede i et nabohus, men kørte hver formiddag op på vinslottet og hjem efter aftenkaffen i biblioteket. Det stod på i tre-fire dage og var en guldgrube. Det blev ikke til så mange egentlige interview, da han havde travlt med familiebesøg og gamle barndomskammerater, der kom forbi. Jeg var meget overrasket over, at jeg helt naturligt kunne spise med til frokost og aften. Bare det at få lov at se, hvordan en hverdag udspiller sig for det danske regentpar, gav mig et unikt indblik. Alene det at opleve, hvordan de taler sammen til frokost. De snakker ikke, det er konversation. Det er begavet og handler om emner, der spænder fra kirkearkitektur til det vietnamesiske udvandringsmønster. Det var ret overvældende! Siden fik jeg omkring ti interview med ham og også med venner og familie, f.eks. hans to sønner.

Et af interviewene foregik i en bil?

Ja, der fik jeg understreget, at det her ville blive et sjovt projekt. Han syntes, det var så underholdende at skulle ud at køre i min lille lejede Renault Clio med mig bag rattet. Da jeg kørte rundt nede i Sydfrankrig med en prinsgemal på højre forsæde og en gravhund nede på gulvet, tænkte jeg: Jeg kører rundt med Dronningens mand, og jeg må virkelig ikke køre galt. Samtidig oplevede jeg den impulsivitet, han har og en total usnobbethed. Og så sker der bare noget andet i en interviewsituation, når man rasler rundt i en Renault Clio. Det er noget andet, når prinsgemalen siger De skal til højre her, Madame Surrugue, end når man sidder pænt med blokken fremme. Den slags situationer har vi haft nogle stykker af.

Hvad har du gjort for at bevare din journalistiske integritet?

Jeg sikrede mig fra begyndelsen, at det var min bog. At det ikke var en bestillingsopgave fra hoffet. Jeg var ikke ghostwriter på en kendisbiografi. Hvis det havde været sådan, havde jeg aldrig overvejet at sige ja. Men jeg oplevede en stor tillid og åbenhed - og helt klart også en analyse fra Prinsens side om, at det var interessant for ham at få en yngre kvinde, en franskmand, til at kigge på sin historie. Jeg har ikke oplevet, at han ikke ville svare på de spørgsmål, jeg stillede.

Hvad skal vi med endnu en bog om kongehuset?

Det er tankevækkende, at det vælter ud med bøger om kongehuset. Om deres haver, deres slotte og alt muligt. Men det er første gang, nogen skriver sådan en bog om prins Henrik. Han har været her i 40 år, men kun sjældent har nogen trykket ham på maven. Til gengæld findes der bøger om alle mulige inferiøre hjørner af den royale institution. Han har skrevet sin egen biografi, men jeg giver et udefrakommende bud på, hvem manden er, og hvorfor kulturmødet har været så svært. Og jeg mødte en både humoristisk og åben mand, der ville alt andet end en velpoleret samtalebog, hvor vi talte lidt om livet, døden og regnvejret i Danmark. Det prikkede til min nysgerrighed.