Med søgetjenester eller annoncering på sociale medier, hvor kendte eller succesrige personer bruges som blikfang, lokker kriminelle deres ofre videre til falske hjemmesider.
Her ender ofrene med at foretage indbetalinger, de troede var investeringer, men i stedet er pengeoverførsler til de kriminelle.
Nu har National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) beslaglagt 340 danske domænenavne, der alle kan sættes i forbindelse med »omfattende investeringsbedrageri, som efterforskes«.
Det skriver NSK, der har til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, i en pressemeddelelse.
I løbet af de seneste år har politiet modtaget et stigende antal anmeldelser fra borgere, der er blevet lovet store gevinster, men i stedet er blevet franarret store pengebeløb.
Ifølge fungerende politiinspektør i NSK, Christian Jakobsen, er beslaglæggelserne af hjemmesiderne et vigtigt skridt imod investeringssvindel.
»Vi har efterforsket målrettet med at kortlægge og dokumentere indholdet af websiderne og efterfølgende præsenteret retten for det nødvendige grundlag for beslaglæggelse. Det har givet os mulighed for at beslaglægge domænerne, som nu er overtaget af politiet. Med beslaglæggelserne har vi brudt et led i svindelkæden og dermed været med til at begrænse de kriminelles muligheder for at fortsætte svindlen mod uskyldige borgere,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Han opfordrer til, at man er påpasselig med sin adfærd på internettet.
»Hovedreglen er, at hvis tilbuddet virker for godt til at være sandt, så er det som regel for godt til at være sandt,« lyder det.
Politiet har en række råd til, hvordan man undgår investeringssvindel. Bliv klogere på politiets hjemmeside her.




