Med kommunen til ramadanmiddag

Therese er integrationsmedarbejderen, der skal overbringe flygtningene de tørre og nogle gange nedslående kommunale beskeder. I aften er hun taget med mig og fotografen til ramadanmiddag i villaen på Frederiksberg, men bliver pludselig i tvivl: Må sagsbehandlere involvere sig, sådan ærligt og privat?

Therese Smith er den syriske flygtning Mahmouds sagsbehandler i kommunen. Egentlig burde hun kun møde ham hver tredje måned til et opfølgningsmøde med kommunen. Men i aften er Therese taget med til ramadanmiddag i flygtningenes villa på Frederiksberg. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Den 18-årige Mahmoud Nayef rækker telefonen til Therese og klikker e-mailen frem.

Han spørger, om hun ikke vil forklare det en gang mere, indholdet af det brev fra Udlændingestyrelsen, som den syriske flygtning modtog for nogle dage siden, og som tog pusten helt fra den unge dreng:

»Behandlingen af din ansøgning om familiesammenføring med dine forældre er udskudt til september.«

Til den tid har Mahmoud været alene i Danmark i et år.

Therese Smith slår ud med armene: »E-f-t-e-r sommeren,« siger hun. »Ikke noget, jeg kan gøre, desværre ...«

Det er onsdag aften, og vi er til ramadanmiddag eller såkaldt »iftar« i den gule patriciervilla, der er de nytilkomnes midlertidige bolig over for Frederiksberg Have i København. De unge mænd har fastet hele dagen som en del af den muslimske tradition. Men nu ved solnedgang klokken 22 må de atter drikke vand og spise. Og i aften har de inviteret Berlingske med.

Egentlig var det ikke meningen, Therese Smith skulle være kommet. Den 30-årige integrationsmedarbejder er sagsbehandleren, der først og fremmest skal hjælpe de nytilkomne i uddannelse og job. Men også myndighedspersonen der skal overbringe de tørre og nogle gange nedslående beskeder. Hvad ville chefen sige til, at hun sådan dukkede op?

Khaldoun (til højre) og de andre unge mænd på stueetagen i flygtningevillaen på Frederiksberg har tilberedt et hav af retter til det måltid, som muslimerne først spiser efter solnedgang i ramadanmåneden. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Ét er at sidde på rådhuset med filmappen på computeren, stille de obligatoriske hv-spørgsmål og tjekke af i skemaet, om de 160 flygtninge, som Frederiksberg Kommune får tildelt i 2015, har a) arbejdserfaring, b) sprogkundskaber eller c) brug for terapeutisk hjælp.

Noget andet er at dele et fladbrød med et menneske, høre dets livshistorie og se både sorgen og håbet i dets øjne, lige dér i ansigtet foran næsen på en.

»Jeg har tre yngre brødre, og det er svært ikke at se de unge mænd i dem. Men sådan kan man ikke tænke,« siger hun. »Så holder man ikke i det her job.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

Moussa fra Thyborøn

Den unge Mahmoud Nayef, som var den første beboer, jeg for uger tilbage mødte i villaen på Frederiksberg, er flygtet via landvejen med biler og til fods gennem først Syrien, så Tyrkiet, Grækenland, Serbien og så videre op igennem Europa, før en dansk familie hjalp ham fra toget til Sandholmlejren ved Birkerød. En ny smugler og ny risiko ved hver grænseovergang.

Før middagen viser han sit otte kvadratmeter store værelse, som udgør den midlertidige bolig, kommunen er forpligtet til at skaffe alle flygtninge, frem. Der står en seng, et skrivebord, et skab og en kontorstol.

»Hvilke af tingene er dine egne?,« spørger jeg, og Mahmoud ser forvirret ud.

»Ingenting,« svarer han. Kun telefonen, som han har fået hjælp til at købe på afbetaling, et arabisk flag på væggen og det tøj, han har på.

Han griner afvæbnende, hver gang tegnsprogskommunikationen fejler. Han drømmer om at være almindelig teenager, komme på højskole, læse økonomi på universitetet. Og håber sådan, at han får lov at gense sin mor og far.

I Thyborøn, hvor Therese Smith er opvokset, var der kun én udlænding. Han hed Moussa og bagte pizzaer. I dag er den energiske vestjyde det anker, der skal sørge for, at fremtidsudsigterne for Mahmoud og de andre nytilkomne flygtninge på Frederiksberg ikke driver bort, før de overhovedet er kommet i gang.

»Os, der arbejder her, brænder jo ikke for at være sagsbehandlere,« sukker hun. »Vi brænder for at gøre noget for disse mennesker. At hjælpe alt det, vi nu engang kan.«

Det er også derfor, Therese er taget med i aften, selv om det vist grænser til noget, de mere old school-kommunaltyper i forvaltningen ville synes, var for uprofessionelt og privat.

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

Integrationsmaskinen

En integrationsmedarbejders job går ud på det her:

Når først en flygtning som Mahmoud har fået opholdstilladelse og er blevet såkaldt boligplaceret i Frederiksberg Kommune, havner han hos integrationsteamet på det gamle rådhus. Her skal Therese og de andre sagsbehandlere »kortlægge« den nye borgers ressourcer og behov: Hvorfor er han flygtet? Har han familie i hjemlandet? Hvilke kompetencer har han? Hvad med helbredet og har han været udsat for tortur?

Dernæst følger informationsmøder, hvor alle de formelle oplysninger bliver klappet ud i stavelser, om nødvendigt med arabisk tolk: Hvor meget får man i kontanthjælp i Danmark, og hvilke pligter følger med? Husk, at man ikke må rejse tilbage til sit hjemland. Hvad er sort arbejde, og hvorfor er det strengt ulovligt at udføre det?

Flygtningene er indkvarteret på små værelser, der før har tilhørt et børnehjem, fordi kommunen ikke kan finde nok permanente boliger til de nye tilflyttere. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Når tour de forcen gennem velfærdsdanmarks regler er overstået, går selve integrationsmaskineriet i gang: Helbredsundersøgelse, sprogskole, praktiksøgning og så videre. Målet, selvfølgelig, at gøre de nytilkomne hurtigst muligt uafhængige af det offentliges hjælp.

I princippet skal Therese Smith kun kontrollere den enkelte borger hver tredje måned.

»Men det rykker jo ingen steder,« siger hun. I stedet praktiserer hun sin egen anarkistiske »åben-dør-politik«.

Flygtningene er utålmodige for at komme videre, frustrerede over at de ikke kan styre deres egen tilværelse. Men også frustrerende urealistiske i forhold til hvor hurtigt det går med at blive en del af det danske samfund. De bliver interviewet om deres drømme og får udformet integrationskontrakter, der så vidt muligt skal matche drømmene og udstikke kursen for deres nye liv. Og det er alt sammen meget godt, men også en svær balancegang.

»For hvis man fortæller folk, at de måske først får arbejde om tre år, trækker det dem jo fuldstændig ned. Men det er hårde odds i øjeblikket, særlig fordi der kommer så mange. Politikerne får det til at lyde, som om vi i kommunen skal overtale flygtningene til at tage et arbejde. Faktum er, at alle vil arbejde, men der mangler fokus på, hvordan vi skaber jobbene og på virksomhedernes ansvar,« siger Therese Smith.

På den ene side skal hun være formel. På den anden side skal hun være åben og lyttende. På den ene side skal hun være frontmedarbejderen, der udmønter en »fast og fair flygtningepolitik«. På den anden side er hun Therese fra Thyborøn, der bare vil alle flygtningene det godt.

»Selvfølgelig er det ikke sjovt at være the bad guy, men sådan er det nu også engang at være professionel. Det er præmissen, og det er helt fint. Nogle gange kan jeg da godt blive misundelig på Tanya og de andre frivillige, der laver alle de hyggelige hverdagsting. Men på den anden side ved jeg også, at det netop er det arbejde, vi gør i kommunen – sagsbehandlingen, myndighedsbeslutningerne, alt det, der virker kedeligt, og som også gør mig til ansigtet på de trælse beslutninger – som rykker allermest.«

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

Sagsbehandling i realtid

Khaldoun Freha og de øvrige beboere på stueetagen i den midlertidige bolig har tilberedt linsesuppe, kylling og tabbouleh. Scenen er deres fælles køkken på værelsesgangen bag den gule villa, og overdådigheden af måltidet skubber alle kønsstereotype fordomme om unge arabiske mænds husholdningsevner væk.

»Tag nu!,« siger Khaldoun og skovler op på min tallerken. Klokken er 22.01, og hans svælg er udtørret, men den 26-årige vil ikke gå om bord i drikkevarerne, før gæsterne har ledt an. For syrerne er aftenen først begyndt. Om lidt skal der drikkes cola og ryges vandpibe. Efter vi er gået, ser de TV-serier, er på Facebook, snakker med venner og familier, før de spiser lidt igen ved 3-tiden og så går i seng.

Der bor 33 flygtninge i den midlertidige bolig, som har til huse i en gammel patriciervilla over for Frederiksberg Have i København. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Snedkeren Rashid Jamal, som i disse dage er lykkelig for, at husets aktivitetsmedarbejder, Jens, har skaffet ham noget frivilligt tømrerarbejde, fortæller Therese, at det går OK med sprogskolen. Men det er svært at lære i et klasselokale, når han aldrig har gået i skole og ikke engang læser og skriver på sit eget sprog.

»Skole fint nok,« siger han. »Men jeg vil hellere arbejde.«

Mohamad Alkanj undskylder for, at han kom til at være så negativ til informationsmødet med kommunen den anden dag. Therese skulle ikke tage det personligt, siger han på engelsk, men han savner sin kone og to små børn, som er i Jordan. Og han er frustreret over, at der ingen klare udsigter er til, hvornår han får dem at se igen.

Den unge Mahmoud med den nedslående e-mail på telefonen får heller ingen afklaring på familiesituationen i denne omgang.

»Men til august skal du på højskole, Mahmoud,« siger Therese. »Og når du er i gang med det, kommer der snart svar.«

Det er sagsbehandling realtid og måske slet ikke så uprofessionel en idé.

»Jo mere vi kan møde borgerne uden for rådhuset, desto bedre. Vores mål er netop ikke, at flygtningene skal være faste klienter på de kommunale kontorer, men hurtigst muligt lære at klare sig selv,« siger arbejdsmarkedschefen, Johnny Madsen, der er Thereses øverste chef.

Og så sidder vi der og spiser. Nogle taler flydende dansk, andre hakker sig igennem et par stavelser: Rashid, der savner at arbejde, Mohamad, der savner sin kone og børn, og Mahmoud, der savner sin mor og far.

Og det gør mig da ydmyg, siger Therese Smith, kommunal sagsbehandler eller ej:

»Nogle gange tænker jeg, det er virkelig specielt at sidde over for et menneske, der har oplevet så meget grusomhed. Og som samtidig har overskuddet til at stable det her på benene. Og hvad er mit største problem? At mit køleskab var brudt sammen, da jeg kom hjem fra Roskilde Festival. Så er det vildt at tænke på, at det er os, der skal hjælpe dem. De har kun os på kommunen.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

LÆS OTTENDE DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

De kommende dage fortsætter Berlingske reportagen fra de flygtedes villa for at undersøge, hvem de nye beboere i kvarteret er.