Med hjertet udenpå

Helle Boysen - 67 år - KØBENHAVN Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er vokset op med fordomme, fra jeg var ganske spæd. Jeg har tvunget mig selv ud i den situation, hvor jeg er nødt til at være bedøvende ligeglad.«

Telefonen bimler for gud-ved-hvilken gang på denne almindelige onsdag. Det er Helles tur til at afbryde arbejdet med den elektrisk summende nål og gribe røret:

»«Alletiders tatovering«, goddag,« siger hun og lytter.

»Ja… ja… hvem har lavet den? … »Den gamle«? Jamen, det er så mig,« siger Helle ned i røret. Så griner hun tørt og cigarethæst.

Helle Boysen er anderledes. Hun er 67 år, håret er grånende og brillerne stålindfattede, og hun kunne ligne den nyslåede folkepensionist, mor og mormor, hun er, hvis det altså ikke var for de 200 tatoveringer, der pryder hendes krop. Hun har så mange permanente tegninger på kroppen, at hun for nogle år siden holdt op med at tælle. I stedet kalder hun sig selv for »tegnebrættet« eller siger bare, at hun »har én stor tatovering«.

Helle skiller sig ud, vil de fleste sige. Men måske er hun bare et skridt foran. Skridt, der har vakt forargelse, fordømmelse eller almindelig ugenert gloen gennem hele hendes voksne liv. Hun har altid været uden for normen. Men måske er det bare et vidnesbyrd om, hvor lidt vi selv kan bestemme, når det handler om vores personlighed. Det vender vi tilbage til.

Helle fik sin allerførste opstregning af et rødt hjerte på inderlåret i juli 1970.

Hun stod og krammede sine 150 kroner hos en tatovør i Nyhavn og skulle egentlig mest se, om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke. Så hun sprang direkte videre til nummer to tatovering; navnet på hendes daværende kæreste, »som alle andre små gimper får. Og det sidder der stadig. Hvis man ellers kan finde det,« skraldgriner Helle.

Det var ren provokation; et oprør mod den familie, hun ikke rigtig passede ind i. Og for at tækkes sin kæreste, der var pjattet med tatoveringer. Derefter gik det stærkt, hvilket ærgrer Helle lidt i dag. Da hun fandt ud af, hvad tatovører ude i verden faktisk mestrede af detaljerige kunstværker, havde Helle ikke mere plads. Men hun fortryder ikke en eneste af de tegninger og navne, hun bærer på kroppen, fra anklerne op til halsudskæringen og ud over amene til håndleddene. Meget er med Helles ord »øvestreger«, »grusomheder« og »makværk«, afsat af amatører eller nye i faget, de har været ivrige efter at lære af hende. Men alt er minder, historier og souvenirs fra et levet liv.

I 1977 blev Helle Boysens Danmarks første kvindelige tatovør. Det var dengang, der var blot fire tatovørforretninger i Danmark – tre i hovedstaden, en i Århus – og Helle havde allerede plaget Svend nede hos Tattoo-Bob i Nyhavn om en læreplads i syv år. Uden held. I begyndelsen af 1970erne var det kun barske mænd, fulde folk og »beskidte piger«, der fik tegnet ankre, sejlskibe, navnebånd, ørne eller andet Skipper Skræk-romantik ind i huden, og det brovtende tattoo-miljø på Nyhavns øllede side syntes ikke, det bekom sig med en kvinde bag nålene.

»Det bliver din død,« advarede de Svend med dommedagsstemmer, da han endelig gav efter for Helle. Hun havde – ved at øve sig på ham og andre frivillige – lært alt, hun havde brug for, i baglokalet og var ferm til at tegne i fri hånd, både med blyant, pensler og elektriske nåle.

»Jeg tror, det handlede om, at mændene var bange for konkurrencen. Mange af kunderne dengang kom direkte fra værtshuset; de skulle bare have »noget« for 150 kroner eller hvad de nu havde til overs efter turen i baren. Jeg stødte måske på to kunder det første år, der sagde: »Hva’, er det dig, der skal lave det? Nåmen, så skal jeg ikke nyde noget.« Normalt sagde jeg altid, at hvis Svend, jeg og en abe sad i forretningen, og Svend og jeg var optaget, så ville vores kunder spørge, om aben havde tid.«

Prisen for at stikke ud

Men det har sin pris at være anderledes og fremmed i et land, der mest af alt er kendetegnet ved homogenitet, og det var ikke nemmere i 1970erne, selv om folk husker det som en inkluderende hippietid. Helle Boysen har hørt alt på sine ture ned ad Strøget, på stranden eller i butikker.

»Foragt, had, afsky, angst, beundring, undren. . Sig et tillægsord, så er den der. Danskere er gode til at sige væmmelige ting, men jeg er ikke så god til at høre efter. Hos nogle mennesker ser man fordømmelse i deres øjne med det samme. Sådan »hun er en værre en, hende der«. I gamle dage troede mange, jeg var en glædespige, der gik med mænd. Eller alkoholiker. Og jeg drikker ellers aldrig,« siger Helle Boysen.

I virkeligheden var, tænker Helle i dag, hendes fascination af tatoveringerne, tegnekunsten og anderledesheden noget, hun slet ikke kunne gøre for.

Helles biologiske mor gav hende væk, da hun var spæd. Hun blev først hentet og taget ind af par, som kaldte hende Anette, men efter halvandet år blev parret skilt. Så røg Helle retur til børnehjemmet, »tilbage på hylden, kun let brugt,« som hun siger. Hun blev så adopteret af et andet ægtepar, som gav hende et nyt navn og gjorde det bedste, de kunne, men mentalt levede med normer, facadepolering og forventninger som i 1930erne, syntes Helle.

»Da jeg kom og fortalte, at jeg havde fået et job i Nyhavn, kunne jeg se på deres ansigter, at de tænkte »Åh nej, hun er blevet luder!« Da jeg i stedet fortalte, at jeg var blevet tatovør, kunne jeg se, at de tænkte: »Åh, var hun dog bare blevet luder!«,« siger Helle.

»Efter den tid hed det sig altid, at jeg var tegner. Det blev aldrig røbet i familiekredse, hvad jeg lavede.«

Først da Helles datter, Gitte, skulle føde barnebarnet Rikke – og fire generationer således skulle samles på hospitalet – fik den gamle adoptivmor et glimt af Helles tatoveringer.

»Da var gået 18 år siden den første. Det var et mareridt at skjule det. Jeg havde onde drømme om, at jeg stod i et omklædningsrum, og hun kom ind og så mig uden tøj på. Da jeg så endelig optrådte med korte ærmer, lagde hun slet ikke mærke til dem,« siger Helle.

I generne

Man kan ikke gøre for, hvem man er indeni, synes Helle. Det er ens for alle mennesker. Lakmusprøven på et godt liv er måske snarere, om man har modet til også at den person:

»Jeg er vokset op med fordomme, fra jeg var ganske spæd. Jeg har aldrig været, som jeg skulle være. Du kan forsøge at gøre alle andre tilpas – eller du kan gøre dig selv tilpas og leve et liv, som du kan være bekendt. Jeg har tvunget mig selv ud i den situation, hvor jeg er nødt til at være fuldstændig bedøvende ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Hvis folk, der blev tatoveret første gang, var klar over, hvor meget folk læser ud af deres totatovering, ville de måske nok lige tænke sig over en ekstra gang. Det som at læse en åben bog. , siger man i USA – man krænger sit inderste udad,« siger Helle Boysen.

Da hun som voksen opsøgte sin mor, fandt hun en kvinde, som måske næppe havde været en bedre mor, men som var vild, kunstnerisk, spontan, dygtigt til at tegne og male. Præcis som Helle, hendes datter og barnebarn, der nu driver tatoveringsforretningen i København, tre generationer sammen.

Helle var ikke blot landets første kvindelige tatovør, hun er nu også blevet Danmarks ældste, og i mellemtiden er der sket det, der sker med stort set alt provokerende, fremmed og bizart: Tatoveringer er blevet hvermandseje. Hvilket demonstreres til al tydelighed denne eftermiddag, hvor butikken gæstes af en mand i 50erne, et venindepar i 60erne og en yngre fyr, der ønsker sig portrættet af en fodboldstjerne på armen.

»Så snart »tribalerne« (sorte mønstre inspireret af stammesamfund i Stillehavet, ) kom ind i billedet i 1990erne, blev det fuldstændig accepteret. Skuespillere, sportsfolk og musikere fik dem – og så spredte det sig. Det blev ren udsmykning, og fordi tribalerne er så upersonlige, som de egentlig er, kom rigtig mange på banen, som altid har haft lyst til en tatovering, men aldrig har turdet tage skridtet. Også blandt ældre mennesker.«

I dag er antallet af tatovørbutikker i Danmark langt over 50, formentlig nær 100. Og antallet af mere eller mindre professionelle tatovører er tidoblet i forhold til 1970erne. Helle har aldrig – her er hun selv blandt de mest konservative – ladet sig tatovere på hænder, hals eller ansigt. Selv efter 40 år med tatoveringer vil hun gerne selv kunne bestemme, hvornår hun skal gøre sig til genstand for nysgerrige eller fordomsfulde blikke:

»Man kan sige, at jeg på en måde altid har gemt mig bag tatoveringerne. Jeg er i dag mere anonym med mine tatoveringer, end jeg ville føle mig uden. Jeg behøver ikke åbne mig over for folk psykisk, fordi jeg hurtigt havner i kategorien »hende med tatoveringerne«. Folk føler, de kender mig på grund af dem. Men de dage, hvor jeg ikke gider snakke om dem eller være lige dén Helle, tager jeg en langærmet bluse på. Så er jeg bare en helt almindelig gammel dame.«