Med Assad i luftrummet og hellige krigere på landjorden

Dansk-syriske Haifaa Awad kom onsdag tilbage til Danmark efter at have arbejdet på et felthospital i det nordlige Syrien. Sideløbende med lægegerningen forsøger hun at give civile syrere en stemme, og hendes nyeste dagbogsopdateringer og videoklip fra rejsen er allerede et viralt hit på de sociale medier.

Læge Haifaa Awad er netop kommet hjem efter sit andet opold på et felthospital i Syrien. Turen blev forkortet, fordi forholdene ikke var til at leve under. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med Assads tøndebomber i luftrummet og bevæbnede jihadister på landjorden synes det mildest talt dumdristigt at bevæge sig ind i det nordlige Syrien. Ikke desto mindre krydsede den kvindelige læge Haifaa Awad i dyb hemmelighed den tyrkisk-syriske grænse for snart halvanden uge siden. Kun nære venner hjemme i Danmark vidste besked om hendes rejse, og hvor man kunne spore hende til, hvis noget gik galt. Selv hendes egen mor hjemme i Hillerød troede, at den 29-årige læge arbejdede i en flygtningelejr i det sydlige Tyrkiet.

Det er ikke første gang, at Haifaa Awad er vendt tilbage til det land, hun og hendes nærmeste familie forlod, da hun var seks år gammel. Selv om hun er opvokset i Nordsjælland, har hun glade sommerferieminder fra Syrien, ligesom hun har studeret i landets hovedstad, Damaskus, og har venner og familie, der stadig bor i det nu borgerkrigsramte land. Syrien står med andre ord hendes hjerte nært. Så nært at hun som nyslået læge, rejste dertil tilbage i august 2013 for at gøre en forskel på et felthospital i Idlib. Dengang arbejdede hun på felthospitalet i en måned og berettede i dagbogsform til Dagbladet Information om krigens gru, og om hvordan kvinder, børn og andre helt almindelige civile betalte den ultimative pris. Hendes opdateringer vakte opsigt. Øjenvidneberetningerne fra operationsstuerne blev på Facebook delt, læst og kommenteret af hundredtusindvis af danskere.

Strengt islamistisk kodeks

Nu har Haifaa Awad været afsted igen. Men kun en uge, selv om planen oprindelig var to uger. Også denne gang har hun fortalt om sine oplevelser, og de første dagbogsskildringer er allerede igen flittigt delt, læst og kommenteret. Men noget i Idlib har forandret sig på de snart to år, der er gået. I dag er området omkring felthospitalet i Idlib delvist kontrolleret af islamistiske Jabhat al-Nusra, al-Qaedas forlængede arm i Syrien. Selv om oprørsgruppen er interesseret i at beskytte hospitalet, der nyder stor folkelig opbakning, så mærker man tydeligt jihadisternes tilstedeværelse.

»Jeg skulle iklæde mig den islamiske dragt og generelt følge de kodeks, der var i byen. Jeg måtte ikke færdes alene, bære sminke eller vise bar hud. Jeg fik arbejdsfrihed, men når jeg ved et uheld ikke levede op til foreskrifterne om klædedragten, så fik jeg det også at mærke. Det blev sagt til mine mandlige kolleger, som skulle sige det til mig, fordi nogle krigere ikke taler direkte til kvinder. Andre gange fik jeg en direkte reprimande,« fortæller Haifaa Awad.

Billedet til højre: Det er langtfra ualmindeligt, at Bashar al-Assads regime bomber Idlib-provinsen i den del af det nordlige Syrien, som er under den islamistiske oprørsgruppe al-Nusras kontrol. På billedet, som er fra maj, har Assads fly netop bombet i nærheden af det lokale hospital i byen Jisr al-Shughour. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ammar Abdullah/Reuters.

Den islamiske klædedragt til kvinder – en abaya – er en kjole der dækker hals, barm, armene helt ned til hænderne og som først slutter ved anklerne. Haifaa Awad tog den tækkelige klædedragt på, allerede da hun i smug krydsede grænsen til Syrien. Om halsen og håret havde hun et stramt bundet tørklæde, så kun hendes ansigt var synligt. Den samme påklædning var Haifaa Awad iført på operationsstuen, når sårede oprører kørte ind på felthospitalet. Udenpå klædedragten bar hun sin lægekittel.

»En gang på vej til et andet hospital med en patient, havde jeg smøget ærmerne op, for jeg sad i en ambulance og havde brug for at kunne træde hurtigt til, hvis situationen krævede det. Ved det modtagende hospital fik jeg besked på, at jeg ikke gik islamisk klædt.

»»Du er på islamisk jord nu, hvad bilder du dig ind, og hvor kommer du egentlig fra?« Han vidste også, efter at have snakket med en anden kollega, at jeg kom fra Danmark. Nogle gange behøver de ikke sige så meget. Bare det, at de har våben på ryggen, betyder, at du ved, hvad du har med at gøre.«

 

Assads ramadan-missiler

Det var oplevelser som denne, der var med til at afbryde opholdet på felthospitalet en uge før tid. Det sammenholdt med, at den hellige fastemåned ramadanen var nært forestående. En måned, hvor samfundet skruer ned for aktiviteterne, og hvor det kan være svært at arrangere en hurtig udrejse, hvis situationen om Haifaa Awad pludselig spidsede til. Det er også velkendt, at Assad bruger ramadanen til at angribe oprørerne, fortæller Haifaa Awads kollegaer. Under den seneste ramadan, hun tilbragte på felthospitalet, blev byen udsat for et missilangreb, som dræbte flere civile.

Syrien har historisk set været et land med plads til forskellige trosretninger og skikke. Kvinder kunne færdes frit, slå deres hår ud og bære makeup på øjenlågene, hvis det var det, man ønskede. Sådan var det også for to år siden, hvor moderate oprørere kontrollede området omkring Idlib. I dag går de kvinder, som orker at følge foreskrifterne, som mørke skygger på gaderne. Men islamisterne har med Haifaa Awads ord gemt kvinderne væk i »et mørkt rum«, for mange af hendes ellers veluddannede veninder har resigneret. Det er for besværligt at bevæge sig udenfor. Jihadisternes tilstedeværelse medfører også, at shariadomstole fælder dom og løser byens problemer. Domme, der i værste fald kan betyde stening og afhuggede lemmer, og som slet ikke matcher et vestligt retssystem. Alligevel affinder mange syrere, der fortrinsvis er moderate muslimer, sig med forandringerne. For oprørsgrupperne har skabt en form for tryghed og sikret stabilitet sikkerhedsmæssigt på landjorden. Den fælles fjende – Assad og hans regime – kan man også enes om at bekæmpe. For Haifaa Awad betyder drømmen om en revolution, at hun lever med strenge blikke fra jihadkrigere og truslerne fra luftrummet. Den udsatte situation giver mening, når hun tænker på sine studiekammerater og venner, der sidder i Assads torturkamre.

»Jeg tager derned, fordi jeg tror på, at det bliver bedre i morgen. At den dag, Assad bliver væltet, byder på en ny begyndelse for mit andet fædreland. Og det kan godt være, at der kommer nogen, der er værre, men så tager vi den derfra. Det kan være, at den her revolution trækker ud i 100 år. Men så er der gået tre år af de 100 år. Intet demokrati har nogensinde blomstret med undertrykkeres velsignelser.«

Jo, selvfølgelig frygter Haifaa Awad for sit liv, når hun er i Syrien. Hun er bange for at blive ramt af missiler og bomber. For al-Nusra, som hun ikke rigtig ved, hvor hun har. Tilmed har regimet i Syrien det temmelig anstrengt med felthospitaler og sundhedscentre. Man kan nemlig fordrive oprørere fra et område, hvis de ikke har et sted at blive lappet sammen. Over 600 læger er dokumenteret dræbt i Syrien – størstedelen af Assads regime.

»På mobiltelefonen downloadede jeg en app, der fungerer som en slags walkie-talkie. Når man tuner ind på bestemte kanaler, fortælles om hvilke fly, der er i luften, og hvad det er for en jagerfly, der nu letter fra en militærlufthavn. Tit hører du om helikoptere eller fly lette med tøndebomber, og så bliver man bange for, hvor den skal hen. Vi kan være sikre på, at ofrene kommer til vores hospital. Men hospitalet er heller ikke fredet. Assad går efter sundhedscentrene, og han ved godt, hvor de ligger. Der er i det hele taget meget angst forbundet med krig, især som medicinsk personel, der også skal beskytte andre.«

Rejserne til Syrien har to formål. Funktionen som anæstesilæge er i høj kurs i et land med krig. En kirurg kan ikke lappe bombeofre sammen, hvis ikke Haifaa Awad forinden har stabiliseret patienten og givet bedøvelse. Men Haifaa Awad har også besluttet, at hendes arbejde på felthospitalet skal bruges til at give landes civile en stemme.

En syrisk stemme i Danmark

For et er de barske tal: At op mod 250.000 er blevet dræbt, og flere end fire millioner er flygtet ud af landet. Yderligere er mindst syv millioner internt fordrevne, hvilket betyder, at halvdelen af den syriske befolkning har mistet deres hjem. Men herhjemme skal vi også vide, hvad krigen i Syrien betyder, når man går bag om tallene. At krig lugter af tis, opkast og blod. At krig kræver menneskeliv og ødelægger menneskeliv. At børn med skudsår forbløder for øjnene af deres forældre. At gravide får for tidligt fødte og stærkt handicappede børn. At skolers lokaler bliver brugt som torturkamre, mens undervisningen fortsætter ufortrødent i lokalerne ved siden af. Om natten har skolebørn mareridt om de unge mænds skrig. Alt det kan man læse om i Haifaa Awads dagbog.

Mens den 29-årige læge var i Syrien, gik billeder fra nyhedsbureauet Associated Press verden rundt. De viste desperate syrere, der med grædende børn på armene klatrede over pigtrådshegn i to meters højde ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. De er på flygt fra kampene mellem kurdiske tropper og terrorister fra Islamisk Stat. Mere end 18.000 mennesker flygtede på få dage for at komme i sikkerhed i Tyrkiet. Billederne vakte også opsigt i den danske valgkamp, hvor både Socialdemokraterne og partierne i blå blok talte for yderligere stramninger af den danske asylpolitik. Haifaa Awad har også set billederne.

»Jeg ved godt, at det lyder lidt fladt, men jeg har snart svært ved at føle noget, når jeg ser den slags. De scener har jeg set så mange gange. Det sker hver eneste dag. Tyrkiet bliver kritiseret for at ville lukke grænserne. Men det er jo det, vi selv har tænkt os at gøre. Vi er bare ikke et nærområde.«