Mathildes far fik aldrig set hendes børn

For præcis ti år siden mistede Mathilde Moyell Juul sin far til prostatakræften. Derfor opfordrer hun alle mænd til at tage den årlige »Movember«-kampagne alvorligt og lade sig undersøge for sygdommen, der er blevet mandens svar på brystkræft.

Der manglede en vigtig person i familien, da Mathilde Moyell Juul sammen med sin kæreste, Thomas, børnene Philip og Sienna og moderen Nana for nylig var på ferie på Borneo: Mathilde Moyell Juuls far døde 1. november for ti år siden af prostatakræft - og hvert år deler 1.200 danske mænd hans skæbne. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han var væk, inden det hele begyndte. Han skulle netop til at nyde tilværelsen som pensionist, nørkle med sit træhåndværk, rejse med familien og lege med børnebørnene. Men det satte prostatakræften på tragisk vis en stopper for, så den 63-årige Steffen Juul ikke nåede at nyde sit otium.

Det var alt for tidligt, husker hans datter Mathilde Moyell Juul. Men kræften havde spredt sig, gnavet sig ned i knoglerne. Nu mødte han aldrig datterens kæreste, Thomas, og deres børn, Philip og Sienna, der kom til verden efter faderens død.

Alligevel tog hun sin far i hånden, dagen inden han døde, og fortalte ham som det sidste, at hun nok skulle hilse sine børn fra ham, selv om hun på det tidspunkt hverken havde kæreste eller børn.

»Jeg kunne se, at han forstod mine ord, inden hans sjæl forsvandt. På det tidspunkt havde jeg behov for at sige, at jeg ville ønske, han ville være her længe endnu. Det var et sidste forkvaklet forsøg på at fortælle min far, at jeg nok skulle sørge for at fortælle hans historie til mine børn, så den ikke ville blive glemt, men blive en del af dem,« siger hun.

Mathilde Moyell Juul husker, hvordan han smilede og klemte hendes hånd, mens han lå i hospitalssengen. Dagen efter, 1. november 2004, døde hendes far.

En opfordring til alle mænd

Faderen nåede lige at blive farfar for hendes brors to børn, men han så aldrig, hvordan Mathildes karriere og familieliv udviklede sig. Han nåede ikke at se sin datters to børn, der i dag er tre og fem år gamle.

»Når jeg så, hvordan min far legede med min lille nevø, så kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, hvor fantastisk det havde været, hvis han havde været morfar for mine børn i dag. Kunne han ikke bare have opdaget sygdommen noget før? Kunne han ikke bare have været til en form for rutinetjek? Tænk, hvis han var blevet helbredt ligesom de heldige, der når at opdage kræften i god tid,« siger hun.

Tabet af faderen har betydet, at hun føler, at det er vigtigt at støtte en kampagne som »Movember« og råbe andre mænd op, så de bliver undersøgt i tide. Hellere én gang for meget.

Derfor har hun i forbindelse med kampagnen, der hvert år i hele november sætter fokus på prostata- og testikelkræft, indspillet en kort video til verdens mænd om, hvordan hendes far gik glip af fantastiske oplevelser med sin egen familie, fordi han ikke nåede at komme i behandling i tide.

»Nu må jeg bare være glad for, at jeg trods alt havde min far, indtil jeg blev 28 år. Han så, jeg var godt på vej. Han nåede at blive stolt og se, at vi nok skulle klare den alle sammen, og det læner jeg mig op ad i dag. Men gid han var nået lidt længere,« siger hun.

En kæmpe udfordring

Mathildes far er bare én af de mange, der er døde af prostatakræft. Hvert år mister omkring 1.200 danske mænd livet som følge af sygdommen, fortæller Peter Iversen, professor på Urologisk Klinik på Rigshospitalet, som er en af landets førende eksperter inden for prostatakræft. Han betegner prostatakræft som mandens svar på brystkræft.

»Igennem de seneste 15 år har vi i Danmark oplevet en tredobling i antallet af nye tilfælde af prostatakræft fra 1.500 til 4.500 tilfælde om året, og i den samme periode er dødeligheden stort set uændret,« fortæller Peter Iversen, der kalder udviklingen for »problematisk«.

Han forklarer videre, at de alvorligt syge stadig dukker for sent op til behandling, selv om sundhedsvæsnet er blevet dygtigere til at opdage prostatakræft på et tidligere stadie.

»Jeg er bange for, at vi ikke opdager de mennesker med den farligste cancer tids nok. For når den rigtig svære cancer, den der slår ihjel, endelig bliver diagnosticeret, så er det ofte så sent, at vi ikke kan redde patienten,« forklarer professoren, som håber, der kommer mere forskning på området, så sundhedsvæsnet kan bruge ressourcerne på dem, der virkelig behøver behandling.

Prostatakræft er  nemlig den mest almindelige kræftform blandt mænd i Vesten – også i Danmark. Og på verdensplan bliver omkring en million mænd hvert år diagnosticeret med sygdommen, og 250.000 af dem mister livet som følge af sygdommen.

»Sundhedsvæsnet står over for en kæmpe udfordring. Mens antallet af nye tilfælde øges,  er sygdommen blevet så almindelig, at den ikke blot belaster hospitalsvæsnet, men også den primære sektor, hvor den lægger beslag på store ressourcer. Der kræves uddannelse og en pædagogisk indsats rettet mod patienter og befolkningen generelt for at skabe en forståelse for sygdommens karakter, varierende forløb og behandlingsbehov,« siger Peter Iversen.

Svært med et bryllup uden en far

Mathilde Moyell Juuls far gik glip af flere store milepæle i hendes liv. Han fik aldrig muligheden for at give sin datter væk ved alteret, når hun en dag skulle giftes – en begivenhed som de mange år forinden havde talt om, men som ændrede sig, da han var væk.

»Jeg vidste, det at give sin datter væk og føre mig op ad kirkegulvet ville have været rigtigt stort for ham – og dermed også for mig. I mange år efter hans død har jeg derfor haft svært ved at forestille mig at blive gift, når min far ikke kunne være der ved min side. Men hvem ved, mon ikke mine to ældre brødre en dag vil kunne fylde hans sko.«