Matchfixingmistanke vækker afsky blandt Frem-fans

Boldklubben Frem har nogle af Københavns mest trofaste fans. Mistanken om at spillere fra klubben angiveligt har fixet kampe i 2010 vækker vrede og skuffelse.

Foto: Martin Sylvest
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mangeårige fans af Boldklubben Frem begræder, at der kan være spillere på holdet, der i 2010 var involveret i matchfixing. Og er spillerne skyldige i aftalt spil, så skal hammeren falde hårdt, mener fodboldkommentator og vært på TV3, Carsten Werge, der "nærmest er født ind i klubben" og har spillet i Frem som barn.

»Selvfølgelig er det ærgerligt, det skal gå ud over Frem. Hvis man når frem til, at nogen har ladet sig friste af matchfixing, så håber jeg, de får en kæmpe straf - livstidsstraf - inden for fodboldens verden. Det fortjener de i så fald,« siger han.

For ham er det særligt vigtigt, at en eventuel skyld ikke skydes på selve klubben, men kun de enkelte spillere.   

»Jeg synes ikke, det her er et problem, der vedrører Frem. Jeg synes, det er er problem, der vedrører nogle individer,  som ikke ved, hvordan man opfører sig inden for fodbold og lader sig sælge for ussel mammon - hvis det er tilfældet er her,« siger han.

Berlingske kan i dag fortælle, at tre tidligere spillere fra Frem mistænkes for aftalt spil. Det drejer sig om en afgørende kamp om nedrykning i 1. division i 2010, hvor spillere fra det daværende Frem skal have indgået en aftale med bettere om at tabe to mål i en kamp mod Kolding. Spillerne skal være blevet lovet 100.000 kroner for det. Det har en 27-årig mand, MT, fortalt til politiet. Manden er lige nu tiltalt for matchfixing i to kampe mellem Hvidovre og henholdsvis Hjørring og Vejle i 2010.

De trofaste fans i de blå-røde trøjer er vrede. Peter Andersen, der er formand for Frem Support, siger:

»Jeg er selvfølgelig overrasket, og det vækker afsky. Det er slet ikke noget, jeg forbinder med Frem. Det ligger i Frems DNA, at man skal kæmpe til det sidste. Vi kan godt tåle et nederlag, så længe vi kan se, at truppen på banen gør, hvad de kan,« siger han.  

En af Enhedslistens frontkvinder, Pernille Skipper, er ligeledes supporter af Boldklubben Frem.

»Det er super ærgerligt. Som Frem-fan vil man meget nødig have sådan en mistanke hængende over hovedet. Sådan tror jeg alle fodboldfans har det,« siger hun.

Den 27-årige havde tilstået forholdene om matchfixing til politiet og var blevet indkaldt til retten i december i år en tilståelsessag. Men da Berlingske begyndte at beskrive den angivelige matchfixing i Hvidovre, trak han sin tilståelse. De underskrevne afhøringsrapporter består imidlertid, og politiet anser beviserne mod MT for så stærke, at de har valgt at tiltale ham. Som det ser ud nu, skal han for retten i februar 2015.

Selv om udtalelserne om Frem ikke er endt med at være en del af anklageskriftet mod MT, tager sportens verden sagen særdeles alvorligt. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) vil starte sin egen undersøgelse. De har andre sanktionsmuligheder end politiet.

Formanden for Frem Support, Peter Andersen, er tilfreds med, at sagen bliver undersøgt af idrætten selv, uanset hvad resultatet af en sådan undersøgelse må blive.

»Selvfølgelig kunne det være fint at få belyst, hvad der er sket. Sagen ligger ganske vist fire år tilbage i tid, og langt de fleste spillere forsvandt efter konkursen (i juni 2010, red.), men det vil være fint at sagen vendt, så vi kan lære noget af den,« siger han.

Den 27-årige MT har meddelt via sin forsvarer Henrik Juel Halberg, at han ikke ønsker at udtale sig om sagen.