Matchfixing rammer hele Danmark

Sjældent har sportsånden i dansk idræt været så meget under pres som nu. Sager om matchfixing rammer over hele landet, og idrætsorganisationerne tøver ikke med at kalde det den største trussel mod dansk sport lige nu. Men hvad var nu forskellen på sagen fra Hvidovre og Varde? Få overblikket her.

Foto: Mads Nissen

Definitioner på uetisk adfærd i sport:

Spil på egne kampe: Når en spiller placerer penge på en kamp, vedkommende selv spiller med i. Det er ikke tilladt efter idrættens regler, uanset om man spiller penge på, at holdet skal vinde eller tabe. Argumentet er, at spillernes sportslige indsats aldrig må blive afhængigt af et økonomisk væddemål. I 2014 skærpede DBU reglerne, så det er forbudt i det hele taget at placere væddemål i den række, vedkommende spiller i. Sager straffes med karantæne eller bøde.

Matchfixing: Når en idrætsudøver tjener penge på at sørge for et bestemt resultat i en kamp. Matchfixing er ikke kun overtrædelse af DIFs matchfixingregulativ. Det kan også være strafbart efter straffeloven.

Bestikkelse: Regeringen har desuden fremsat et lovforslag, der skal gøre bestikkelse inden for idrætten ulovligt, for eksempel hvis to hold på forhånd aftaler et bestemt sportsligt resultat, uden at der nødvendigvis er penge involveret.

Varde og Esbjerg

Denne uge indledte DBU og DIF en undersøgelse på grund af mistanke om matchfixing i 2. divisions-fodboldklubben Varde. Danske Spil har bekræftet, at der er udsædvanlige spillemønstre på to kampe i sommeren 2013, hvor Varde tabte hhv. 4-1 mod Ringkøbing og 6-0 mod Middelfart. Ifølge Politiken kunne tre personer ikke dy sig for at fortælle, at de spillede penge på kampe, de ville tabe. Berlingske har desuden beskrevet, hvordan to ud af de tre personer har placeret penge på egne kampe, mens to af dem spillede for Esbjerg FB i Jyllandsserien i foråret 2014. Politiet i Varde er ikke gået ind i sagen.

Esbjerg

Tre ishockeyspillere fra Esbjerg blev i 2014 dømt ved DIFs matchfixingnævn. Russiskfødte Kirill Starkov, canadiske Tyler Mosienko og målmand Dennis Jensen spillede alle for Esbjerg Energy i januar 2014, hvor overtrædelserne af reglerne fandt sted. Dennis Jensen fik karantæne et år og en bøde på 12.500 kroner for forsøg på matchfixing og for at have spillet penge på egen kamp. Kirill Starkov og Tyler Mosienko fik hver fem spilledages karantæne og en bøde på 12.500 kroner for at have spillet på egen kamp.

Hvidovre

Til marts skal en dansk domstol for første gang tage stilling til, om to personer har gjort sig skyldige i matchfixing. To personer er tiltalt for henholdsvis groft bedrageri og bedrageri. Fem personer – heriblandt fire fodboldspillere – er desuden sigtede i sagen. Det drejer sig om to kampe spillet i Hvidovres 1. divison i 2010, hvor de syv personer ifølge politiets overbevisning har tjent mere end 900.000 kroner til sammen på de aftalte resultater. Desuden skal et asiatisk spilleselskab have spillet 2-3 millioner kroner på en af kampene efter aftale med danskerne. Politiet har foretaget omfattende efterforskning i sagen og blandt andet benyttet telefonaflytninger af seks personer.

København

Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet, Bagmandspolitiet, gik sidst i 2014 ind i en sag om forsøg på matchfixing i to »Futures«-tennisturneringer i Aarhus og København i sommeren 2014. Berlingske har været i kontakt med en række tennisspillerne, der samstemmende fortæller, at de blev tilbudt omtrent 30.000 kroner for at tabe et sæt. Tilbuddene kom via en Facebook-venneanmodning, hvor kontaktpersonen tilbød et møde og halvdelen af pengene før turnering og resten, når det ønskede resultat var hjemme.

Sydhavnen

Boldklubben Frem har også været i politiets søgelys. Den 27-årige tiltale »MT«, der i begyndelsen var politiets kronvidne i Hvidovre-sagen, har forklaret til politiet, at spillere fra det daværende Frem-hold i 2010 skal have indgået en aftale med bettere om at tabe med to mål og til gengæld modtage 100.000 kroner for det. Det angivelige fix mislykkedes imidlertid. DIF har meldt ud, at de vil undersøge sagen.

Bjerringbro-Silkeborg

Også håndbolden fik i 2014 sin første straf for uetisk adfærd i sport. Otte spillere i BSV fik hver en spilledags karantæne og en bøde på 1.000 kroner. BSV havde tilbudt 15.000 kroner fra bødekassen til Sønderjyske, hvis Sønderjyske kunne vinde en kamp over Skanderborg. Sønderjyske vandt kampen og fik pengene. Men den gik ikke ifølge matchfixingnævnet. Også hovedparten af Sønderjyskes spillertrup fik derfor en spilledags karantæne og en bøde på 1.000 kroner.

Slagelse

Fodboldspilleren Kristoffer Wichmann fra FC Vestsjælland blev i 2012 og 2013 dømt to gange af DBU. Første gang fik han et halvt års karantæne for bl.a. minimum 18 spil på egen kamp. Senere blev karantænen forkortet med fem uger, fordi de pågældende spil var på sejr til eget hold. I anden omgang blev Wichmann afsløret i at spille uafgjort på egne kampe fra online-konti. DBU tildelte spilleren yderligere et halvt års karantæne og en bøde på 30.000 kroner.

Amager

I juni 2010 satte fodboldspilleren Samir Haiba penge på, at hans hold B1908 tabte kampen mod Vanløse IF den 6. juni i anden division Øst. Vanløse IF vandt kampen 3-1. Samir Haiba blev idømt en advarsel.

Vanløse

I september 2010 satte Vanløse-spilleren Jesper Sneholm penge på, at hans hold ville tabe mod Elite 3000 i 2. division Øst. Vanløse tabte kampen 1-3. Sneholm erkendte at have spillet på egen kamp. Han fik en advarsel.

Lyngby

Fodboldspilleren Kim Aabech fra Lyngby Boldklub blev idømt otte spilledages karantæne for spil på egen kamp og for at give DBU forkerte oplysninger om det. Aabech havde indgået tre væddemål på en kamp, han selv var udtaget til.

Japan

I juni 2014 blev to danske badmintonspillere tilbudt nogle tusinde euro hver for at manipulere resultatet af kampe, de selv skulle spille. Tilbuddene kom fra en malaysisk matchfixer i forbindelse med Japan Open. Hans-Kristian Vittinghus og Kim Astrup sagde begge nej til tilbuddet og meldte det til det Internationale Badminton Forbund, fortalte de senere til DR.

Har du et tip om matchfixing eller anden uetisk adfærd i sport? Så hører vi meget gerne fra dig. Kontakt journalisterne Mette Dahlgaard på meda@berlingske.dk og Eva Jung på evju@berlingske.dk/50764090.