Massiv politisk kritik af Mikkel Warming

Socialordførerne fra stort set alle partier i Folketinget finder Københavns socialborgmester Mikkel Warmings håndtering af sagen om bostedet Tokanten dybt problematisk. DF's formand for socialudvalget vil have Warming til at trække sig.

Dansk Folkepartis Christian H. Hansen, der er formand for folketingets socialudvalg, vil have Mikkel Warming til at trække sig som socialborgmester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»En stor tøsedreng.«

Sådan beskriver formanden for socialudvalget i Folketinget, Christian H. Hansen (DF), Københavns socialborgmester Mikkel Warming (EL).

Christian H. Hansen finder det dybt kritisabelt, at Mikkel Warming har kendt til forholdende på bostedet Tokanten siden foråret, mens de pårørende først fik besked i december. Warming har også undladt at orientere sine politiske kolleger i socialudvalget i Københavns Kommune.

Christian H. Hansen finder det samtidig ”grotesk,” at Mikkel Warming har kritiseret sine embedsmænd for håndteringen af sagen.

- Det varmer ikke særligt meget, at Warming skyder bolden videre. Han vasker sine hænder, og hvis der bare er en lille smule mand i ham, så træder han tilbage i aften, siger Christian H. Hansen med henvisning til, at Københavns Borgerrepræsentations socialudvalg i aften skal drøfte sagen på et ekstraordinært møde.

Socialordfører for De Konservative, Vivi Kier, er også rystet over Warmings håndtering af sagen.

- Hvis jeg sad som medlem af socialudvalget i en kommune, hvor borgmesteren havde holdt så vigtige oplysninger til side for mig, ville jeg reagere kraftigt. Jeg ville nok bede om, at der skete noget på højeste niveau. Det er dybt betænkeligt, at der tilsyneladende ikke er hverken ageret eller reageret, siger Vivi Kier.

Samme toner lyder fra Socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen.

- Han bør overveje sin rolle i sagen. Københavns Kommunes og borgmesterens håndtering af sagen er under al kritik, siger hun.

Ellen Trane Nørby, socialpolitisk ordfører for Venstre, mener heller ikke, at Mikkel Warming har levet op til sit politiske ansvar, når han hverken har reageret på sagen eller orienteret Borgerrepræsentationens socialudvalg.

- Det er totalt uacceptabelt, for han har ført socialudvalget bag lyset. De har ikke haft mulighed for at reagere på det, fordi de ikke har fået informationerne. Og de står jo også til ansvar for det, der foregår på det sociale område i Københavns kommune, siger Ellen Trane Nørby.

Socialordfører for SF, Anne Baastrup, mener, at når man som politiker får henvendelser af den karakter fra borgere eller ansatte, så skal man tage ansvar og handle.

- Hvis man bare videresender en mail, er man en bureaukrat, der laver bureaukratiske ting. Det er ikke derfor, vi har politikere – de skal råbe op og følge op på sagerne, siger Anne Baastrup.

Hos de Radikale vil socialordfører Marianne Jelved ikke være med i en ”folkedomstol” mod Mikkel Warming. Hun synes dog, det er beklageligt, at han ikke har fulgt op på sagen.

- Det ser ud som om, at han kunne have gjort mere, konstaterer Marianne Jelved.

I aften drøfter Københavns Borgerrepræsentations Socialudvalg sagen på et ekstraordinært møde. Berlingske Tidende skriver i dag, at flere af partiernes tillid til borgmesteren er ved at være væk.

- Jeg er helt uforstående over for, hvorfor borgmesteren ikke orienterede udvalget dengang, lyder det bl.a. fra den socialdemokratiske næstformand i udvalget, Lars Rasmussen.