Maskeret mand truer vidne i ROJ-sagen

Et vidne i sagen mod ROJ TV er blevet opsøgt på sin bopæl og truet.

Et af anklagerens vidner i sagen mod den kurdiske tv-station ROJ TV blev mandag aften opsøgt på sin bopæl af en maskeret og bevæbnet mand.

- Manden sagde, at hvis vidnet ikke forklarede det samme i retten som til tyrkisk politi, vil det gå ud over vidnets familie, fortalte ROJ TV's forsvarer, Bjørn Elmquist, tirsdag i Københavns Byret.

Her står selskaberne bag tv-stationen tiltalt for at yde støtte til en terrororganisation. Ifølge anklagemyndigheden er ROJ TV talerør for den kurdiske organisation PKK, der er opført på både EU's og USA's terrorlister.

Hos Københavns Politi bekræfter den øverste leder af efterforskningen, Svend Foldager, at et vidne i sagen mandag aften blev truet, men kan ikke oplyse yderligere om sagen.

Forsvareren kom med oplysningerne under hans slagsmål med anklagerne om, hvilke vidner, der kan indkaldes under sagen.

Ifølge forsvareren kan truslerne stille spørgsmålstegn ved vidnets troværdighed.

/ritzau/