Mary overrasker alle: Læste til leder på Harvard sammen med eliten

Læs mere
Fold sammen

Kronprinsesse Mary er netop kommet hjem til Danmark, efter at have gennemført et intensivt kursus på Harvard University i USA i ledelse.

I 10 dage sad Mary på skolebænken fra klokken 06.30 om morgenen til midnat, da hun deltog i kurset »Global Leadership and Public Policy for the 21st Century« på Harvard i Boston. Kurset sluttede den 8. april.

Bag kurset stod Young Global Leaders, som Mary blev en del af i 2012. Organisationen er en del af World Economic Forum og er et mødested for unge kommende ledere.

Her lærte Mary, hvordan man identificerer de essentielle elementer i et problem. Hvilke konsekvenser det kan få, hvis man som leder ikke reagerer på et problem.

Men også hvordan man som leder i det 21. århundrede kan udvikle strategier til at handle i tide, eller som Hr. Møller altid sagde: »Man skal udvise rettidig omhu.«

Og der er ingen tvivl om, at Mary har nydt sit krævende men lærerige ophold på et af verdens fineste universiteter. I en mail til BT skriver kronprinsessen således:

»Studieopholdet på Harvard har været utrolig inspirerende og lærerigt, og det har været berigende at være tilbage på skolebænken. Det har været et privilegium at blive undervist af nogle af de førende professorer indenfor deres fagområder. Jeg har på studiet fået et bredt og spændende netværk, nogle nye venner og ny inspiration og viden, som jeg kan have gavn af i mit arbejde,« skriver kronprinsesse Mary i mailen til BT.