Mars-drømmen der bristede

Det europæiske rumfartøj Schiaparelli er landet på Mars, men kontakten til fartøjet røg lige inden landingen. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Vi vil sende mennesker til Mars i 2030erne og få dem sikkert hjem igen ...«

Sådan lød det for mindre end to uger siden fra USAs præsident, Barack Obama.

Den afgående præsidents vision kan imidlertid vise sig at blive uhyggelig risikabel at føre ud i livet. Hvilket en formodet europæisk crashlanding deroppe i onsdags tydeligt illustrerer.

Efter syv måneders rejse afskibede det europæiske rumfartøj Trace Gas Orbiter sit lille landingsmodul Schiaparelli i rummet over Mars i søndags. I de følgende døgn blev modulet langsomt fanget ind af himmellegemets tyngdefelt, hvorefter det onsdag eftermiddag skulle lande sikkert på overfladen af planeten.

Alt gik efter planen lige indtil et par minutter før selve landingen, hvor det europæiske rumagentur, ESA, mistede signalet fra deres dyrebare stykke isenkram.

ESA er fortsat i fuld gang med at analysere forløbet, men meget peger på, at faldskærmen blev skudt af for tidligt, og at bremseraketterne ikke var tændt længe nok. Hvorfor Schiaparelli må have ramt overfladen med knusende høj fart.

Dermed har Europa misset sine to eneste forsøg på at lande på Mars. Første gang var i 2003, da landeren Beagle 2 havarerede deroppe. Hvilket var en europæisk ydmygelse af de store.

Den aktuelle ydmygelse er ikke mindre og bringer den planlagte europæiske ExoMars-mission i 2021 i fare. Schiaparelli var en såkaldt demonstrator. Det vil sige, at den skulle bevise, at europæerne langt om længe behersker den vanskelige landingsteknologi, så man med ExoMars ville stå klar til at landsætte Europas første rover eller robotkøretøj sikkert på overfladen af den støvede planet.

Nu er det i høj grad usikkert, om man tør fuldføre missionen – og ikke mindst investere i den.

For Aarhus-virksomheden Terma A/S er Schiaparellis fiasko ekstra ærgerlig. Firmaet havde udviklet en vital elektronikboks, der i en vis udstrækning var ansvarlig for den delikate landingsproces.

Over for denne skribent understreger Terma dog, at det er tvivlsomt, at deres hardware skulle have svigtet og forårsaget crashet. Fejlen ligger nok snarere i software, som Terma ikke er ansvarlig for, mener virksomheden, der dog endnu ikke er formelt »frikendt«.

Men de europæiske fiaskoer viser med al tydelighed, at intet er nemt, når det handler om Mars.

Menneskets efterhånden mere end 50 år lange udforskning af Mars ved hjælp af rumsonder har budt på væsentligt flere svipsere end succeser. 29 afbrændere og 19 pletskud for at være præcis.

I 1960erne og langt ind i 1970erne gjorde russerne adskillige mislykkede forsøg på at komme i nærheden af Den Røde Planet. Men også amerikanerne har haft spektakulære missere, bl.a. med Mars Climate Orbiter, der i 1999 blev splintret i mødet med planetens atmosfære. Årsagen viste sig at ligge i to komponenter, der misforstod hinanden, idet det ene anvendte metersystemet, mens det andet benyttede sig af engelske måleenheder.

Der er langt til Mars. Så langt, at et signal fra Jorden typisk er mellem ti og 20 minutter undervejs. Dertil kommer, at planeten har en størrelse, der forsyner den med næsten to tredjedele af Jordens tyngdekraft, svarende til det dobbelte af Månens.

Af samme årsag skal ethvert landingsfartøj udstyres med effektive bremseanordninger, for ellers vil det blive knust. Endnu mere vanskeligt er det at løfte sig fra overfladen med det formål at flyve hjem igen, for det kræver store mængder motorkraft og brændstof.

Det sidste forsøg er aldrig gjort, uagtet at det er fuldstændig centralt at kunne beherske et ubemandet lift-off fra Mars for at gøre sig håb om en dag at kunne sende mennesker derop og retur. Sikkert.

Så Obamas vision forbliver nok bare en drøm. I hvert fald i 2030erne.