Mark Visholm

Dræbt i ildkamp den 29. november 2007, 26 år

Mark Visholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kaldte ham “Guffer”. Midt i ingenmandsland i den afghanske ørken kunne han altid fremtrylle en pose vingummi eller lakrids.

Mark Visholm var i sit es, når han pløjede gennem hjulsporene sammen med sin bedste ven, Kasper Kiran Larsen. Mark og Kasper lærte hinanden at kende hos Gardehusarerne i Slagelse. De var begge tømrere, inden de kom i Forsvaret, og de lignede hinanden som tvillinger. De var høje, slanke og rødblonde, og selv Marks forældre kom engang til at tage fejl af de to venner. Forskellen mellem dem trådte tydeligst frem, når Mark gjorde det, han havde for vane: flækkede af grin. “Mark havde konstant det der kæmpegrin på. Han havde sådan nogle store, hvide fortænder, som fik ham til at se gladere ud altid. Man skulle kende ham meget godt for at vide, at han engang imellem havde brug for at være lidt alene,” siger Kasper Kiran.

Han var ved Mark Visholms side, da vennen blev dræbt af et skud gennem hovedet den 29. november 2007. Det skete i bagholdet ved Arnhem, hvor deres lille seksmandsgruppe for første – men ikke sidste – gang skulle betale prisen for at være i krig. At Mark overhovedet befandt sig i Afghanistan den dag, var lidt af en tilfældighed. Eller rettere: Det var et udslag af en enorm viljestyrke hos den dengang 22-årige soldat fra Skælskør.

Sygehjælper med sig selv som forsøgskanin

Marks forældre, Benny og Sonja Visholm, var tidligt klar over, at sønnen ville være soldat. Lige fra han var lille, spurgte han sin far, hvor længe han skulle stå i lære for at blive general. Det var hans drøm. “Da Mark blev konfirmeret, var han en mager cykel, ligesom ham der,” siger Benny og peger kærligt på lillebroren Thomas. Han går endnu i folkeskolen.

Forældrene håbede inderst inde, at Mark ville tabe interessen for militæret, hvis han fik en god civil uddannelse, og de var lykkelige, da han gik i tømrerlære. Mark kom ind på Teknisk Skole i Slagelse. Det var i de år vanskeligt at skaffe en læreplads, og han blev i stedet uddannet tømrer på skolen. Men så snart han var udlært, vendte han sig igen mod militæret: “Mark ville kun være der. Var han kommet hjem fra Afghanistan i live, er jeg sikker på, at han ville være taget af sted igen. Han ville gøre en indsats for freden ved at gå i krig. Han sagde flere gange, at han ikke kunne andet end at elske de små afghanske børn med deres store øjne,” fortæller Benny.

Mark var værnepligtig i fire måneder, men da han søgte videre som professionel soldat, blev han til sin store skuffelse afvist på grund af et dårligt knæ. I stedet for at acceptere sit nederlag gik han i benhård træning for at overbevise officererne om, at de tog fejl. Det lykkedes ham; han blev optaget af Gardehusarregimentet. “Mark var meget lykkelig, da han endelig fik lov at trække i trøjen. Han trænede intensivt op til sin udsendelse, så der efterhånden kom lidt sul på kroppen og overarmene,” fortæller Sonja, som støttede sin søn fuldt ud i hans militære karriere, selvom hun var bange for, hvad der kunne ske.

Ved siden af den militære træning fik Mark en ekstra uddannelse som sygehjælper. Han lærte at lægge drop og stikke slanger ned i halsen på tilskadekomne. Da ingen af hans kammerater havde lyst til at agere forsøgskaniner, brugte han sig selv.

I den periode fik han også tid til lillebroren Thomas, som han ofte tog med i biografen, hvor de så to film i træk. De kunne lige nå ud i pausen og spise pizza. Mark elskede pizza. Han havde telefonnumrene på 12 forskellige pizzeriaer gemt på sin mobiltelefon. Om eftermiddagen og aftenen sad de to brødre på værelset og spillede på computer. For det meste skydespil. Mark havde over 500 spil og videoer, som Thomas senere overtog. Thomas savnede sin storebror, da han rejste, og havde det svært med, at Mark skulle i krig. Det ser man tydeligt på et fotografi, som Kasper Kiran tog ud gennem de regnvåde vinduer i bussen, da de drog af sted mod lufthavnen for at flyve til Afghanistan. Benny og Sonja smiler og vinker. Men Thomas står og ser betuttet ud.

Mark havde i teenageårene udviklet sig til en habil skytte – ligesom hans far, som er jæger. Alligevel blev han sur, da det blev besluttet, at han skulle være maskingeværskytte i Afghanistan: en såkaldt “gunner”. Mark gad ikke skyde med “det gamle ragelse”, det danske forsvar stillede til rådighed. Men det var som skytte, at han udviklede det nære forhold til Kasper Kiran, der var chauffør på deres køretøj. Her var Mark i sit es som spasmager og hele delingens ørken-DJ. “Han sad ved siden af mig og gnaskede vingummier og snakkede med de andre vogne over radioen. Så kunne gutterne ønske musiknumre, som Mark afspillede over den interne radio fra sin MP3,” siger Kasper Kiran.

Sonja sendte pakker med vingummi og lakridser til “Guffer” i Afghanistan. Hun sendte også mandemagasiner og pornoblade. Det griner Benny af. Han skulle ikke nyde noget af at stå og rode efter kulørte blade i den lokale kiosk, men han bakkede helt op om adspredelsen til sønnen og hans venner.

»Hej, det er Superman«

Benny mener, at den menige dansker ved for lidt om, hvad der foregår i Afghanistan. Vi er for blødsødne, siger han. I Afghanistan har fjenden ingen uniformstvang, ligesom de internationale styrker har. Man er derfor nødt til at skyde først og spørge bagefter. Han siger: “Skulle der smutte en for meget med i købet, så sker der vel ingenting ved det.”

Marks forældre har altid støttet sønnen i hans valg af levevej: “Vi mister nogle unge folk nede i Afghanistan, men Danmark er ikke gode til at hylde dem og deres kammerater for deres indsats. Det virker, som om danskerne ikke forstår, at vi jo netop slås i Afghanistan, så der ikke sprænger bomber i Tivoli, i Ørestad eller i Kastrup Lufthavn. Det er billigere for samfundet at lade de danske soldater slås dernede end herhjemme,” siger Benny.

Aftenen før den 29. november 2007 ringede telefonen hjemme i huset i udkanten af Skælskør. Det var Sonja, der tog den. Selvom stemmen i røret kom fra en ørken mange tusinde kilometer væk, lød den meget klar og tæt på: “Hej, det er Superman.” Det var sidste gang, hun hørte sin store søns stemme.

Familien har mistet Mark i krigen, og det huer dem ikke, at lillebror Thomas i dag går rundt med de samme drømme som sin storebror. De er ikke bitre over tabet af Mark. Han valgte selv sin levevej og kendte de mulige konsekvenser. Alligevel truer Benny kærligt sin yngste søn med, at han binder ham, hvis han finder på at rejse til Afghanistan en dag: “Vores familie har betalt nok til den krig.”