Marie Krarup kritiserer undersøgelse: »Spørgsmålet om homoægteskaber har intet med tolerance at gøre«

En væsentlig andel af indvandrere, efterkommere og etniske danskere mener, at ægteskaber mellem homoseksuelle er moralsk forkert. Det viser en ny undersøgelse, som kortlægger befolkningens holdninger til blandt andet ligebehandling. Marie Krarup (DF) mener dog slet ikke, at spørgsmålet om homoægteskaber skulle være stillet.

topbillede
»Ægteskab er for mig mellem en mand og en kvinde, selvom jeg ikke anfægter folks ret til at være homoseksuelle, jeg synes bare ikke, det har noget med ægteskab at gøre,« siger Marie Krarup, der er Dansk Folkepartis kirkeordfører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Ægteskab mellem personer af samme køn er moralsk forkert. Det mener 28 procent af indvandrere og 24 procent af efterkommere. 11 procent af de etniske danskere er enige. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets nye medborgerskabsundersøgelse, der kortlægger nydanskere og etnisk danskeres holdninger til blandt andet ligebehandling.

Men spørgsmålet om homoægteskaber skulle slet ikke have været med i undersøgelsen, mener Marie Krarup, kirkeordfører for Dansk Folkeparti:

»Det er forvrøvlet at inkludere spørgsmål om homoægteskaber i denne undersøgelse, fordi spørgsmålet om homoægteskaber intet har med tolerance at gøre. Om homoægteskaber overhovedet giver mening, er udelukkende et intrakirkeligt spørgsmål.«

Marie Krarup mener, selve spørgsmålet om homovielser i kirken er forkert, da ægteskabet bør have det formål at sætte børn i verden, hvilket Marie Krarup ikke mener, homoseksuelle mennesker kan, og at det derfor ikke giver mening at snakke om homoægteskaber:

»Ægteskab er for mig mellem en mand og en kvinde, selvom jeg ikke anfægter folks ret til at være homoseksuelle, jeg synes bare ikke, det har noget med ægteskab at gøre.«

Minister: Ægteskab mellem samme køn var stort fremskridt

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er »meget uenig« i Marie Krarups kritik, og understreger vigtigheden af ligebehandling af homoseksuelle medborgere:

»Ægteskab mellem mennesker af samme køn var et stort fremskridt for ligestilling. Et samfunds tolerance og frisind kan blandt andet måles på, hvorvidt man har sikret homoseksuelle de samme juridiske muligheder som os andre, der helst kysser på folk af det modsatte køn.«

Undersøgelsen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet med navnet »Medborgerskab 2019« udkommer næste torsdag og er lavet i samarbejde med Danmarks Statistik.