Manu Sareen udsat for dødstrusler

Den radikale politiker og integrationskonsulent, Manu Sareen, har opsagt sin stilling i Københavns Kommune efter dødstrusler.

Manu Sareen stopper nu som integrationskonsulent i Københavns Kommune efter at have modtaget dødstrusler. Foto: Rune Evensen Fold sammen
Læs mere

Manu Sareen har i 10 år arbejdet med integration og ikke mindst de såkaldte generationsproblemer - herunder tvangsægteskaber - og ligestillingsproblemer i hovedstadens indvandrerfamilier. Det skriver Morgenavsien Jyllands-Posten søndag.

I den forbindelse har han flere gange oplevet trusler, som han selv betegner som givet i affekt, men den 2. oktober 2006 ændrede billedet sig markant:

»Da jeg var på vej ind på mit kontor, stod to velklædte mænd og ventede på mig uden for bygningen. De var venlige på en pervers måde, da de sagde, at hvis jeg hjalp flere af deres kvinder, ville jeg blive slået ihjel,« siger Manu Sareen.
Han blev straks sygemeldt, måtte have psykologhjælp og vendte en måned senere tilbage til jobbet. Sagen blev meldt til politiet, men frygten for at gerningsmændene ville gøre alvor af truslerne, har nu fået ham til at opsige sin stilling.

»Det er stærkt ubehageligt at vide, at de vidste, hvor jeg arbejdede, og at jeg skulle møde på netop det tidspunkt,« siger Manu Sareen, der ikke lever under politibeskyttelse.

Han har i mere end ét år ikke ønsket at tale om dødstruslerne, fordi han ikke har villet sætte en hel befolkningsgruppe i bås. Derfor har han hidtil heller ikke fortalt om episoder, da han boede i Blågårdsgade på Nørrebro.

Episoder som har betydet, at han eksempelvis længe ikke har udtalt sig offentligt om konkrete personer og grupper.

Indvandrere delt i to grupper
Manu Sareen har i 10 år arbejdet med ligestilling i indvandrerkredse, han er én af initiativtagerne til Etnisk Konsulent Team i København, som bl.a. hjælper unge, der er truet af tvangsægteskab, og han har offentligt bekæmpet tvangsægteskaber i foredrag og i bogen "Når ægteskab bliver tvang".

Ifølge Manu Sareen kan man i dag dele hovedstadens indvandrerkredse op i to grupper: En velintegreret gruppe, der klarer sig bedre og bedre - og en særdeles isoleret uintegreret gruppe, som ikke bryder sig om værdier som demokrati og ligestilling.

»Trusler mod folk, der arbejder med disse problemstillinger, forekommer oftere, og det er som om, at nogle mener, at det kan man bare ikke tillade sig. Derfor er det vigtigt, at vi erkender, at truslerne findes, og at vi bør gribe ind over for det,« siger Manu Sareen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Han efterlyser bl.a. et beredskab, der kan tage hånd om medarbejdere, der udsættes for den slags trusler.