Mangler garanti mod løntryk

Tilsynsteknikere mangler garanti for, at udenlandske kolleger ikke er løntrykkere. Derfor fortsætter strejkerne på flere slagterier.

En del tilsynsteknikere på svineslagterierne mener ikke, at Fødevarestyrelsen har givet garanti for, at udenlandske tilsynsteknikere hyret gennem et britisk vikarbureau aflønnes efter den danske overenskomst. Derfor fortsætter strejken blandt tilsynsteknikerne flere steder, mens arbejdet er genoptaget andre steder.

Over 200 tilsynsteknikere strejkede torsdag og lammede derved mere eller mindre slagtningerne på landets slagterier.

På Danish Crowns slagteri i Sæby og Horsens genoptog kødkontrollanterne fredag morgen arbejdet, mens tilsynsteknikerne fortsatte deres strejke på slagteriet Tican i Thisted og på Danish Crowns slagterier i Ringsted, Rønne, Holstebro og Esbjerg. Slagtningerne er flere steder helt indstillet og slagteriarbejderne sendt hjem.

/ritzau/