Mange studerende i job ved ikke, de har ret til løn under sygdom

Læs nu ansættelseskontrakten ordentligt igennem. Sådan lyder opfordringen til studerende, efter at en undersøgelse har afsløret, at mange af dem ikke kender til deres mest basale rettigheder som lønmodtagere.

Studerende Anders Fabricius Sørensen har med hjælp fra Djøf fået en tidligere arbejdsgiver til at betale ham mere end 4.000 kroner. Penge, som arbejdsgiveren nægtede at betale ham, da han var ansat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bo Rasmussen

Mange studerende kender ikke til deres mest basale rettigheder som lønmodtagere i studie- eller fritidsjob og risikerer derfor at gå glip af penge eller blive behandlet uretmæssigt.

Således mener halvdelen af dem ikke, at de har krav på betalt ferie, på samme måde går næsten halvdelen ud fra, at de ikke har ret til løn under sygdom, akkurat som mere end hver fjerde studerende enten ikke ved eller afviser, at de har krav på et opsigelsesvarsel fra deres arbejdsgiver.

De studerendes manglende viden om deres retsstilling som lønmodtagere ifølge funktionærloven bliver forklaret med, at de er autoritetstro og stoler på deres arbejdsgivere, til at deres hidtidige joberfaring begrænser sig til forskellige former for ungarbejde under 18 år, hvor der netop ikke gælder de samme rettigheder.

Oplysningerne stammer fra fagforbundet Djøf, der i en ny studielivsundersøgelse spørger cirka 1.150 studerende medlemmer om deres kendskab til deres rettigheder i studie- eller fritidsjob. Lige fra dem med en-fem timer om ugen, til dem med mere end 15 timer om ugen. Godt 23.000 studerende på ikke mindst de økonomiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er medlemmer af Djøf.

Rådgivningschef i Djøf Mette Knudsen kalder det »problematisk, fordi de studerende jo ender med at snyde sig selv«.
»Hvis du ikke tror, du ikke har ret til løn under sygdom eller opsigelsesvarsel, så kommer du ikke i tanke om at spørge til det,« siger hun.

Mette Knudsen oplyser, at Djøf ifølge de nyeste tal har omkring 2.200 henvendelser om året fra studerende, der er på den eller anden måde er kommet i tvivl om deres rettigheder som lønmodtagere. Langt de fleste sager handler ifølge hende om misforståelser fra begge parter og bliver løst, når Djøf henvender sig til arbejdsgiverne. Men 200-300 af dem ender med at blive til egentlige sager.

Hun understreger, at Djøf gør meget for at oplyse de unge medlemmer om deres rettigheder. På samme måde mener hun ikke, at de studerende burde vide bedre.

I undersøgelsen fra Djøf er det både studerende med lidt og meget studiearbejde, der bliver spurgt. Det er dog først, når de arbejder otte timer eller mere om ugen, at de omfattet af funktionærlovens regler. Af undersøgelsen fremgår det, at næsten hver tredje studerende med mere end 15 timers arbejde svarer nej til at have ret til løn under sygdom.

28-årige Anders Fabricius Sørensen er en af de studerende, der har fået hjælp af Djøf. Han læser international virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet. I 2015 stod han og manglede penge ud over SU og begyndte derfor at arbejde i et supermarked i Aalborg. Undervejs skiftede butikken ejer, og den nye chef var mere end kritisk over for Anders Fabricius Sørensens rettigheder som deltidsansat. Han gav ham løn, som var han under 18 år, undlod at udbetale tillæg og pension.

»Min kontrakt lød på fire timer om ugen, men ofte arbejdede jeg op til 12 timer om ugen,« siger han.

Med hjælp fra Djøf endte han med at få sit tilgodehavende. 4.000-5.000 kroner, blev det til, de sidste af dem udbetalt i denne måned. Penge, der luner i et budget på SU.

»Jeg har lært hjemmefra, at man altid skal læse sin kontrakt ordentligt igennem og så forholde sig til det, der står i den. Og ja, jeg tror, der er mange, der ikke læser den. De vil bare ud og tjene nogle penge, så de skriver under og begynder at arbejde,« vurderer han:

»Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at gennemskue. Når man er på en arbejdsplads, har man jo den største tiltro til sin chef. Siger han noget, retter man sig efter det. Man går jo ikke og tror, at han vil snyde. Man regner med, at han har styr på tingene.«

Netop kontrakterne er vigtige at læse, lyder det fra procesdirektør Lars Alexander Borke, Dansk Erhverv. Han henviser til, at den såkaldte ansættelseslov »på en lang række punkter pålægger arbejdsgiver at oplyse gældende og retvisende vilkår« for ansættelse.

»Det gælder for arbejdsgiver, og så må det gælde, at man som ansat også er forpligtet til at få læst sin aftale igennem,« siger han:

»Det er der desværre nok mange, der misser i den situation, hvor de står og bare er glade for at have fået jobbet. Det overrasker mig faktisk lidt, fordi vi netop har så stringent en lovgivning på området.«

Lars Alexander Borke understreger, at »det ikke fylder ret meget« med sager, hvor studerende føler sig misbrugt af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder.