Mange husker Benny Andersen: »Han fangede det store i det små«

Den folkekære nationalskjald Benny Andersen er død. Mange husker ham på de sociale medier.

(ARKIV) Povl Dissing og Benny Andersen på pressemødet fredag d. 15 oktober 2004 i København. Den folkekære forfatter, digter og pianist Benny Andersen er død torsdag eftermiddag. Han blev 88 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Juul Pedersen

Mange husker Benny Andersen for hans leg med det danske sprog, som han mestrede på en underfundig måde gennem ordspil, humor og stikpiller til danskerne.

Flere har givet udtryk for deres sorg over forfatteren og lyrikerens død. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder ham i en pressemeddelelse for et poetisk menneske.

»Det var ikke kun de underfundige ordspil, der gjorde Benny Andersen til allemandseje. Det var også hans evne til at stikke til os alle på en afvæbnende måde.«

»Et poetisk menneske, der altid berigede sine omgivelser med humor og kløgt. Derfor blev han også en af Danmarks mest læste og sungne lyrikere. Højskolesangbogen ville ikke være den samme uden Benny,« siger han.

En af grundene til at Benny Andersen som få nåede helt ind i stuerne og blev folkekær er, at han ofte satte musik til sine digte, som derved kunne synges af ung og gammel.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil også huske forfatteren til »Snøvsen« og »Svantes viser« for hans lange virke, og alt det, han efterlader.

»Vis mig dit ansigt før alt er forbi, så er vi begge til stede. Hvor jeg dog vil savne dig, verdensborger, menneskeven, Snøvsens far. Tak for alt det, du har givet os, vi må vide at bruge det vel. Farvel Benny Andersen,« skriver hun på Twitter.

Mange nøjes med at citere forfatterens udødelige ord fra diverse digte, men folketingsmedlem Nicolai Wammen (S) har skrevet et lille mindeord på Twitter til »danskernes digter«.

»Benny Andersen formåede som ingen anden at beskrive det store i det små. Samtidig fangede han underfundigt og kærligt den danske folkesjæl. Med humor og bid. Benny Andersen gjorde os lidt klogere på os selv, på Danmark og på verden. Tak Benny,« skriver han.

/ritzau/