Manden med de afsikrede håndgranater

Oberst Lars Møller er sluppet godt fra mere end de fleste soldater. Det gælder både på slagmarken og de bonede gulve. I en ny bog kommer han med de bedste historier fra en krigerisk karriere.

Oberst Lars R. Møller går på pension 31. januar. Dagen efter udkommer hans kritiske bog om karrieren og ikke mindst om Forsvarsministeriet. Fold sammen
Læs mere

I Bosnien kørte Lars Møller rundt med en afsikret håndgranat i hånden til at forsvare sig med i det tilfælde, at nogle serbere, kroatere eller bosniere ville tage ham som gidsel. Meningen med håndgranaten var, at blev han skudt, ville han tabe håndgranaten, som ville tage fjenden med sig hinsides.

Bosnien var i 1994 stadig et lovløst sted, hvor grusomme begivenheder fandt sted. Konstant blev FN-styrkerne og nødhjælpskonvojerne chikaneret og beskudt. Lars Møller, der dengang havde rang som oberstløjtnant, traf sin karrieres måske vigtigste beslutning, da han som chef for to kampvognsdelinger var undervejs til en svensk observationspost, Tango 2, og i nærheden af Tuzla kørte ind i det, han siden blev overbevist om, var et nøje planlagt baghold. Panserværnsmissiler ramte mellem kampvognene, der var belyste, og som FN-hvidmalede fremstod som tydelige mål.

Da et fragment barberede noget af Møllers hår af, og en trykbølge rystede asken af hans cigar, gav Møller ordren til at besvare ilden. De serbiske stillinger blev nedkæmpet, og bedre endnu gik det, da den sidste granat gik for højt og ramte på modsatte side af bjerget, hvorfra serberne skød. Et ammunitionsdepot eksploderede og sendte mange serbere til himmels. Et tal på 150 dræbte og ligeså mange sårede har været nævnt af serbiske officerer, der deltog i slaget.

Historien om operationen, kaldet »Bøllebank«, blev et vendepunkt. Over store dele af verden blev den danske kampvognschef hyldet, fordi han på vegne af FN omsider slog fra sig. Men Bosnien blev også stedet, hvor Lars Møller fik sin første konfrontation med et system, der ikke tålte kritik. Engagementet har ind imellem fået ham til at kaste en afsikret, verbal håndgranat via medierne.

Da serberne atter havde bombet lufthavnen og civile ved Tuzla, måtte Lars Møller endnu engang opleve, at et fly, der kunne sætte de serbiske kanoner ud af spillet, ikke fik tilladelsen fra FN-systemet. Tre timer ventede man, så var det for sent. Da en journalist fra The Washington Post kort efter ringede, antydede Møller derfor, at »han ikke var helt tilfreds med situationen«. To gange spurgte journalisten, om han måtte citere Møller. To gange svarede Møller ja. Resultatet blev stor, international furore, hvor ansvaret for den manglende angrebsordre fordampede i FN-systemet.

Til gengæld fik han selv masser af respons fra FN-hierarkiet, lige fra den kommanderende general Michael Rose og nedefter. Møllers egen chef, general Ridderstad, gav ham kopier af vrede faxer fra FNs politiske chef i Bosnien, hr. Akashi, fra Stoltenberg, fra den øverste militære chef for Bosnien samt daværende undergeneralsekretær, Kofi Annan, og mange andre. Møller hængte faxerne op på sit kontor tilbage i Tuzla. Det værste, der kunne ske, var, at han blev sendt til Bosnien. Og der var han jo allerede.

Møller er sluppet godt fra mere end de fleste. Han og andre fra hæren slap godt fra i Berlingske at anbefale kampvogne til Afghanistan i 2007, mens forsvarets ledelse frarådede og blandt andet brugte risikoen for mangel på mekanikere som argument for sit nej. Kampvognene kom alligevel derned og er der den dag i dag, inklusive mekanikere.

En enkelt gang undgik Møller ikke at blive straffet. Straffen for åbenmundethed ramte ham, da han som chef for Hærens Kampskole sagde højt, at der ikke rigtig var en opgave for de lette observationshelikoptere, som daværende forsvarschef Jesper Helsø ville sende til Afghanistan. Affæren indledtes med, at Møller satte ild til den evige småstrid mellem værnene med en bemærkning om, at hæren tog hele slæbet i Danmarks krig i Afghanistan, mens flyvevåbnet og søværnet kørte på frihjul. Derpå fulgte udtalelsen om de små helikoptere, som bataljonen i Helmand ikke havde bedt om. Og fredag den 20. juni kl. 08.00 blev Møller ringet op af chefen for Personeltstabens personelforvaltning. Han kunne fortælle, at Møller havde fået et skrivebordsjob i Hærens Operative Kommando om et par måneder.

Stor ballade i pressen. Men en ordre er en ordre. Møller flyttede job. Kun blev Møller knotten over, at personelstaben serverede en direkte løgn til pressen om. at Møller var blevet flyttet som led i en planlagt personelrokade. Ingen af de involverede i den planlagte rokade anede, at de skulle forflyttes. Tværtimod var der lagt helt andre planer for dem – indtil Møller skulle »headhuntes« til skrivebordet i Hærens Operative Kommando.

Hvad skal Møller så nu? Møffe, den forvoksede schæfer, glæder sig givetvis til, at han er mere hjemme. Sommerhuset i Kulhuse, der forsvandt under bølgerne fra stormen »Bodil« i december, skal genskabes.

»Det var underligt at se fru Møllers støvsuger sejle forbi, da vandet var begyndt at stige,« fortæller obersten, mens han pakker kort og papir sammen på sit kontor.

I rodet dukker et billede af tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup op. »Medarbejderchikane«, knurrer obersten, med henvisning til de medarbejdere, som også har glædet chefen ved at klistre en artikel op på kontordøren, hvor daværende forsvarsminister Nick Hækkerup angriber forsvarets officerer for at være illoyale. Næste fredag har Møller, efter pres fra kolleger og ordre fra fru Møller, inviteret til reception. Blandt flere hundrede gæster har en del konstabler, overkonstabler og sergenter fra Møllers store bekendtskabskreds i forsvaret meldt sig. Nogle kommer fra det yderste udkantsjylland. Dem glæder obersten sig til at se, for skal han have et eftermæle, må det gerne lyde, at »han tog sig af sine folk«.

Historien om Møller og den afsikrede håndgranat skal i øvrigt lige have sin afslutning. Da Møller en dag efter at skulle have imponeret eventuelle gidseltagere med åbent vindue, håndgranat i den ene hånd og splitten i den anden ville afprøve den svenskproducerede granat, skete der ingenting. Ingenting.

Det viste sig, at granaten var forsynet med to sikringer. Havde Møller ladet sig skyde tiltro til, at granaten havde ekspederet en fjende samtidig, ville han være blevet slemt skuffet.