Manden fra heden leverer sport til folket

Tidligere minister Helge Sander har ikke ligget på den lade side, siden han som knægt i 1960'ernes Midtjylland skrev sit første læserbrev og blev aktiv i Venstre. Nu vil han have Formel 1 til København i 2020.

Tidligere minister Helge Sander har ikke ligget på den lade side, siden han som knægt i 1960ernes Midtjylland skrev sit første læserbrev og blev aktiv i Venstre. Nu vil han have Formel 1 til København i 2020.
Læs mere
Fold sammen

Det lykkedes ham ikke at få Formel 1 til sin hjemstavns Herning. Nu gør han som barn af den særlige midt­jyske virkelyst et forsøg på at få motorsportens muskelhunde til at køre gadeløb i København i 2020.

Helge Sander – tidligere minister, borgmester, projektmager, journalist med meget mere – er atter på banen. Denne gang med en plan om at få Formel 1 til byen. Akkurat som han flere gange tidligere har været på banen med planer og visioner for publikumssport, ikke mindst fodbold, der alle dage har stået den 66-årige herningenser nær.

Som knægt cyklede Helge Sander om søndagen den lange vej fra barndomshjemmet i Ørre nord for Herning til Ikast for at se fodbold på stadion, og som 14-årig fik han optaget sit første læserbrev i Herning Folkeblad. Den unge Sander mente, at professionelle spillere hørte til på landsholdet. Dengang, i 60erne, var fodbold herhjemme ikke en pengesport, og DBU var ikke glad ved udlandsproffer.

Måske det var et tilfælde, men på en eller anden måde blev banen med læserbrevet kridtet op for Helge Sander. Få år senere blev han sekretær i Aulum Idrætsforening, og siden gik han ind i journalistik som elev på Herning Folkeblad og senere som reporter på Jyllands-Posten, samtidig med at han var aktiv i Venstres Ungdom og Venstre.

Som blot 24-årig arrangerede Helge Sander det første seksdagesløb i Herning. Tre år senere tog han de første og helt afgørende skridt til det, der efterfølgende blev til pengefodbold i Danmark, da han sammen med fodboldikonet Harald Nielsen stiftede Danmarks Professionelle Fodboldforbund, hvilket var med til at tvinge DBU til at indføre professionel fodbold fra 1978.

Midt i 1970erne nåede Helge Sander også at være formand for Herning Cykle Klub, tage fat på et mangeårigt virke i Danmarks Cykle Union, ligesom han i årene efter blandt andet fik tid til at være sekretariatschef i Divisionsforeningen og direktør i Herning Fremad.

Fogh Rasmussens våbenbroder

Helge Sander er jovial i ordets bedste forstand. Ligefrem og jysk i tale. En stor mand ude på heden og omegn. Og såmænd også i København. Hele ni år sad han som videnskabsminister, gennem alle årene som statsminister Anders Fogh Rasmussens våbenbroder, han har været valgt til Folketinget i to omgange, medlem af Herning Byråd i to omgange og borgmester i Herning Kommune gennem tre år. Altså en vigtig mand i partiet Venstre. Blandt mærkesagerne har ikke mindst været mere motorvej til det midt- og vestjyske.

Men væk fra Herning – på universiteterne og de videregående uddannelser – blev Helge Sander som nyslået forskningsminister i 2001 opfattet som alt end en stor mand. Hele hans væsen, værdier og budskaber bød mange i den universitære verden imod. Andre steder kunne han nok gå i folk med træsko på, men ikke her. Her var han åndløs.

Ministeren gjorde det ikke bedre, da han begyndte at tale om »fra tanke til faktura« eller »fra forskning til faktura«. Altså en mere erhvervsvenlig og resultatorienteret forsknings- og uddannelsespolitik. Tale, der dengang nærmest var kættersk i nogle akademiske kredse, men i dag er til at forstå for de fleste. Tænk bare på de mange konkurrenceudsatte forskningsmidler, fremdriftsreform, uddannelse til arbejde og så videre.

 

De helt store, konkrete politiske aftryk satte Helge Sander dog med universitetsreformen i 2002, ligesom det med ham ved rattet blev besluttet, at universiteterne skulle have professionelle bestyrelser med repræsentanter fra erhvervslivet, der ansætter rektor. I dag er bestyrelserne bredt accepterede.

Så er der sagen med den omstridte og bedrageridømte hjerne- og stjerneforsker Milena Penkowa, der er kommet til at klæbe til Helge Sander. I 2009 tildelte han hende EliteForsk-prisen på mere end en million kroner og knyttede i den forbindelse private bånd til hende. Hun blev en god ven af Sander-familien i Herning. Hans afløser, Charlotte Sahl Madsen, fratog i 2011 Milena Penkowa »den honorære tildeling af prisen«, og nogenlunde samtidig blev der sået alvorlig tvivl om Sanders håndtering af den unge stjerneforsker.

Kritikere beskyldte ham for, at han i 2009 havde været talerør for hende, da han stillede en lang række kritiske spørgsmål til Det Frie Forskningsråd, som gentagne gange havde afslået forskerens ansøgning. Ifølge kritikerne var spørgsmålet formuleret af hende. En kritik, Helge Sander afviste.

Helge Sander forlod Folketinget ved valget i 2011, han beskæftiger sig i dag med projektmageri som Formel 1 til København, han bestrider tillidsposter, er gift og har tre børn.