MANDEN – en uddøende race

Med moderne teknik kan kvinder snart få børn uden mænd. Men det bliver værre endnu: Forskere over hele verden ser tegn på, at den naturlige EVOLUTION er i gang med at fravælge hankønnet. Manden er i værste fald på vej til at uddø.

Illustration: Henrik Kiær Fold sammen
Læs mere

Hele misèren har sine positive elementer.
Om 125.000 år er det ikke bare slut med gabende toiletter, højlydte prutter under middagen og belærende gearskift-foredrag. Det vil også være behageligt slut med krige, konflikter og golf på TV.
For manden som race er ved at uddø, mener flere internationale forskere. Det vil godt nok tage 5.000 generationer, men hankønnets specifikke genetiske særkende er, siger de, inde i en lang, evolutionær nedtur, som vil ende med udryddelse. Intet mindre.
Påstanden er ikke den rene galimatias for hjerneforskere og psykiatere. For drenge er og har altid været det svage køn rent biologisk. Og foruroligende nye fund tyder på, at drengekønnet kommer ud af mødet med en stadig mere forurenet natur som den helt store taber.

Bryan Sykes er en af de forskere, der er i gang med at tage livet af sit eget køn.
Han er hverken gal eller science fiction forfatter, men en anerkendt professor i human genetik ved Oxford Universitet. Sykes er overbevist om, at mandekønnet »blot« vil holde endnu 125.000 år. Y-kromosomet, som er det eneste, der adskiller manden fra kvinden, er nemlig i fuld gang med at brænde sammen, som det allerede er sket hos flere dyrearter gennem historien, forklarer han i sin bog »Adams forbandelse«.
»Engang var Y-kromosomet et respektabelt kromosom. Men dets skæbne blev beseglet, da det påtog sig opgaven at skabe hankøn. Det skete for måske 100 mio. år siden, da en mutation på Y-kromosomets forfader pludselig gjorde det i stand til at skubbe fostret i en mandlig retning. Så snart dette indtraf, var det dødsdømt. Y-kromosomet mistede den interaktion med andre kromosomer, som kunne gøre det i stand til at hele fejl og mutationer. En efter en mistede Y-kromosomet sine tusinder af nyttige gener, indtil kun 27 gener var tilbage. Og de gener er i konstant fare. De vil en efter en forvitre,« siger Bryan Sykes.
Hvor pigen er kendetegnet ved to XX-kromosomer, der er ens og dermed kan »reparere« og udbedre fejl på hinanden, kan drengens XY-kromosompar ikke udveksle »reservedele« med hinanden. Y-kromosomet passerer derfor uændret fra generation til generation, fra fader til søn med de mutationer der opstår undervejs.
Med andre ord: Med sine XX-kromosomer er pigen beskyttet, balanceret og biologisk modstandsdygtig. XY-kombinationen i drengen er »skæv«, i fare. Og på ingen måde naturens foretrukne.

Hvis mændene dør ud, hvordan skal vi kvinder så overleve?
»Det er intet problem. Med hjælp fra et laboratorium vil to kvinder blive i stand til at få børn, hvor begge er biologiske forældre. Dette vil snart være muligt; forskere har allerede gjort det med mus. Og babyerne – som alle vil være piger – vil ikke vel at mærke være kloner. Dette vil begynde med lesbiske par; siden bliver det mere almindeligt. Udviklingen vil strække sig over et langt tidsrum, under hvilket den rent kvindelige familie måske transformerer sig til en ny type menneske, som slet ikke vil være i stand til at parre sig med homo sapiens,« siger Bryan Sykes til Berlingske Tidende.
I 2006 meddelte et japansk forskningsteam ganske rigtigt, at de havde befrugtet en hun-mus’ æg med gener fra en anden hun-mus’ celler. Uden musesex, men i et laboratorium, naturligvis. Resultatet af æg-til-æg-befrugtningen var en helt perfekt pige-museunge; dog med den lille hage, at nykommeren viste sig at være 20 procent mindre end normale mus. Forskernes konklusion: Manden tilfører egentlig ikke noget uundværligt ved befrugtningen.
Andre ledende forskere som professor i stamcellebiologi ved Newcastle University, Karim Nayernia, eksperimenterer med at producere syntetiske sædceller fra kvinders stamceller. Målet er helbredelse af sygdomme. Men om den mulighed, at hans teknologi en dag vil blive brugt til at lave børn med to kvinder som biologiske forældre, siger professor Nayernia til avisen The Times:
»Tidshorisonten for det vil blive dikteret af etiske bekymringer, ikke af videnskabelige begrænsninger.«

Det er imidlertid ikke kun på avlsfronten, at mændene risikerer at blive sat af. Et udtræk af diverse statistikker viser med al tydelighed, at drenge socialt og fysisk er nogle stakler.
Drengebørn dør oftere, er oftere syge og har oftere medfødte defekter.
Drengebørn sover mere uroligt, er sværere at trøste, og deres hjerner udvikler sig senere.
Drengefødsler er mere komplicerede.
Drenge præger specialundervisningen, fængslerne og anbringelsesstatistikkerne.
Flere drenge end piger dropper ud af skolen, pigerne fylder mest på gymnasierne, og blandt de 30-årige har pigernes uddannelsesniveau nu overhalet drengenes.
Mænd bliver oftere førtidspensionerede, oftere arbejdsløse – og så dør de tidligere end kvinder.
En dreng er, som børnepsykiater Gideon Zlotnik allerede for 30 år siden påpegede i bogen »De stakkels drenge«, en »ulykke, der venter på at ske«. Og drengene har, groft sagt, kun fået det værre i de forgangne 30 år, siger Zlotnik:
»Historien om det stærke og robuste drengekøn er en myte. Kvinderne er det primære køn, mændene det sekundære med naturens øjne. Men også, når vi studerer de tørre tal, på det sociale område er der ingen tvivl om, at hankønnet trækker det korteste strå,« siger Gideon Zlotnik.
Dét, der kendetegner hankønnet både hos mennesker og dyr – og som er med til at give hankønnet dets problemer – er paradoksalt nok hankønnets brede variation, mener børnepsykiateren:
»Jo mere samfundet bliver intolerant over for variationer, jo mere vil det belaste og tynge drengene. Naturen har skænket flere variationer til hankønnet end til kvindekønnet. Se bare på diverse fugle. Hannen er mere farverig og varieret. Det gælder også for mennesket. Måler man intelligens-kvotienten hos drenge, vil der være flere drenge end piger, som er retarderede. Men der vil også være flere drenge, som er særligt begavet,« siger Gideon Zlotnik.
Kvinderne samler sig i en lang række forhold omkring gennemsnittet. Et køn på det jævne. Men dette er netop dets styrke, dets tryghed og overlevelsesstrategi.

Der er gode, biologiske grunde til, at drenge har sine udfordringer, forklarer hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen:
»Selvfølgelig er hankønnet truet, for det er dem, der har de mest skrøbelige hjerner. Derfor fylder de mere i specialpædagogikken og i de neurologiske undersøgelser. Piger kan nemmere kompensere for mindre hjerneskader; selv voksne kvinder kommer sig hurtigere oven på blodpropper og hjerneblødninger,« siger hun.
Det mandlige kønshormon, testosteron, gør, at mænds højre hjernehalvdel er den bedst fungerende. Det betyder, siger Ann-Elisabeth Knudsen, at mænd er bedre til alt, der har med rumlig intelligens at gøre: Atomfysik, geometri og ... at finde vej. Uanset om han er stenaldermand på jagt eller nutidsmand i egen vogn.
Sidstnævnte er lige meget, kan den rappe kvinde så skynde sig at sige, for hunkønnet er fra naturens side udstyret med evnen til både at køre bil og aflæse en GPS. Kvinder er forhåndsprogrammeret til at multi-taske. Kvindens forbindelsesled, hjernebjælken, mellem højre og venstre hjernehalvdel er ganske enkelt dobbelt så tyk som mandens. Det er der god hjerneforsker-ræson i:
»Det har altid været sådan, at kvinderne skal overleve. Der er brug for mange hunner for artens overlevelse, mændene er med naturens øjne ikke nødvendige i lang tid eller i stort antal,« siger hun.

Foruroligende tegn på, at naturen foretrækker pigerne, når den er under pres, er fundet de seneste år.
I USA og Japan har forskere meldt ud, at antallet af fødte drenge er mindre, end det burde være. Naturen kompenserer normalt for drenges svageligere natur ved at frembringe 106 drenge eller flere for hver 100 piger.
I de seneste tre årtier er imidlertid født 135.000 færre amerikanske drenge og 127.000 færre japanske drenge, end man burde forvente, skrev forskere i sommeren 2007 i tidsskriftet Environmental Health Perspectives. Det er, mener forskerne, en alarm om, at »hankønnet frasorteres på en eller anden systematisk måde«, som lederen af undersøgelsen, epidemiologiprofessor Devra Davis, University of Pittsburgh, har sagt. Årsagen kan være dårlig sædkvalitet, usund livsstil, stadig ældre forældre – eller forurening:
Fra kemikalieudslips-katastrofer i bl.a. Mexico og Italien ved man, at omkringboende familier i årtier enten blev sterile eller fødte dobbelt så mange piger som drenge. Det samme er noteret i oprindelige samfund i Canada. Og for ganske nylig blev forskere fra Det Arktiske Råds overvågnings- og vurderingsprogram (AMAP) bekymrede, da foreløbige undersøgelser viste tegn på, at der i visse arktiske egne fødes markant flere piger som drenge. Skurken er, mener forskerne, menneskeligt frembragte hormonlignende stoffer i de oprindelige befolkningers fødevarer; f.eks. sæler og hvaler. Kemikalierne ender i menneskets blod, hvor de skader helbredet – og måske påvirker kønnet hos nyligt undfangede fostre.
»Studier af befolkningen i det nordlige Rusland har vist signifikante ændringer i kønssammensætningen. Nu skal vi i gang med større undersøgelser, så vi kan finde ud af, hvad der foregår,« siger generalsekretæren for AMAP, nordmanden Lars-Otto Reierson.
Herhjemme er kønsbalancen endnu ikke forrykket, men professor Niels Skakkebæk fra Rigshospitalets Center for vækst og reproduktion ser med stor alvor på tallene fra udlandet:
»De fænomener kan læses som et interessant tegn på, at der foregår noget med reproduktionen, som er galt. Når noget hæmmer mænds frugtbarhed, er der tendens til, at de får lidt færre drenge. Måske er der tale om, at flere drengebørn aborteres i de tidlige uger af graviditeten, hvor man slet ikke opdager, at der er tale om en abort,« siger han.

Hvad skal mændene (og de kvinder, der trods alt godt kan lide dem) gøre for at redde hankønnet?
Bryan Sykes, genetikeren fra Oxford, påpeger, at man kan manipulere generne fra det døende Y-kromosom over på et andet, mere modstandsdygtigt kromosom. Man kan også frembringe store mængder stærk, kunstig sæd og bruge dét til at opretholde den mandlige befolkning i årtusinder.
Men er det, spørger Bryan Sykes, virkelig nødvendigt? Har vi ud fra et stringent natursynspunkt overhovedet brug for hannen?
Næh, svarer han selv.
»Fra et genetisk synspunkt står meget lidt i vejen for at lade manden uddø. Når sædceller møder ægget, har det kromosomer med, som blandes med kromosomer fra moren, men der er intet fundamentalt i vejen for, at disse kromosomer ikke kunne komme fra et andet æg,« siger Bryan Sykes. Før han tilføjer:
»Det er det videnskabelige, ikke det følelsesmæssige svar. Livet vil blive meget anderledes for de overlevende mennesker. På mange måder måske bedre med færre store konflikter og mindre forurening. Men måske også mindre sjov, som nogen ser sjov i dag: Nul Ferrarier, nul Rolex-ure og nul roser på Valentinsdag!«
Så er vi advaret. Der er kun 125.000 år igen. Med tanke på de stakkels mænds sidste salgsdato skal man måske begynde at nyde oplevelsen, næste gang toiletbrættet står og gaber.