Manden, der tabte freden

Han har gjort mere for Israels sikkerhed, end de fleste israelere har, og er blandt de sidste politikere, der har været med fra staten Israels oprettelse. Men Shimon Peres, som tirsdag aften blev lagt i kunstigt koma, er også de fejlslagne visioners mand.

Shimon Peres. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

OPDATERING: Onsdag den 28. september 2016 er Shimon Peres død, 93 år.

Er jeg måske en taber?«

I 1997 stod Shimon Peres på talerstolen foran det israelske arbejderpartis politikere, da han impulsivt stillede spørgsmålet.

»Jaaa!« svarede salen råbende i kor.

Shimon Peres – manden, der i 1950erne og 1960erne skaffede Israel sine første atomvåben og senere modtog Nobels fredspris som arkitekten bag Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne – havde fået en ny titel: taberen.

En titel, der på mange måder står i kontrast til hans cv. Peres har haft et væld af ministerposter og har været premierminister to gange. Han har israelsk rekord med 48 år som fast parlamentsmedlem og har skrevet ti bøger. I dag, hvor han svæver mellem liv og død på Sheba-hospitalet efter en hjerneblødning, vidner mængden af ønsker om hurtig bedring fra internationale politikere og kulturberømtheder om, at han er Israels mest internationale politiker.

Shimon Peres kom til Israel i 1934 som 11-årig med sin familie fra Wiszniew i det daværende Polen og nuværende Hviderusland. Familien bosatte sig i Tel Aviv, og som 15-årig blev den unge Peres indskrevet på landbrugskost- skolen Ben Shemen, der ligger sydøst for Ben Gurion-lufthavnen. Allerede som 29-årig blev Peres udnævnt til generaldirektør for forsvarsministeriet. I 1959 blev han som 36-årig valgt til det israelske parlament, Knesset, for første gang. Shimon Peres gjorde karriere i Arbejderpartiet og var indtil det overraskende nederlag til Benjamin Netanyahu i 1996 en af Israels mest indflydelsesrige politikere nogensinde.

Selvom Peres gjorde comeback i 2007, ti år efter »tabertalen«, ved at blive valgt til Israels præsident, er det aldrig lykkes ham at ryste øgenavnet taber af sig. På den måde er Peres’ mangeårige karriere delt i to. Det første af hans to store livsprojekter var en succes, mens det andet aldrig har levet op til visionen.

Indtil begyndelsen af 1990erne blev hans navn sat i forbindelse med atomprojektet. Det var hans diplomatiske evner, der overbeviste Frankrig om at hjælpe Israel med at blive en atommagt. Og det var derfor Peres, der høstede anerkendelse for at have gjort Israel til en stat, naboerne ikke kunne besejre. Den anerkendelse banede vej til politiske topposter og en rolle som Arbejderpartiets mangeårige dynamo. Hans andet livsprojekt, fredsaftalen med palæstinenserne og idéen om at skabe et »nyt Mellemøsten«, gav ham international anerkendelse, men anses i stigende grad i Israel som et naivt projekt, der ikke lykkedes.

Fredsvisison druknet i opstande

Tirsdag, da Peres blev lagt i kunstigt koma, var 23-årsdagen for aftalen mellem Israel og palæstinenserne. Dagen, hvor Shimon Peres stod på plænen foran Det Hvide Hus i USA sammen med Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yasser Arafat. En historisk begivenhed, der er kommet til at symbolisere den fredsvision, Peres – i modsætning til hans indsats på det nukleare område – aldrig har nået at implementere.

I de år, der er gået siden aftalen med palæstinenserne, er hans vision om regionalt samarbejde, åbne grænser, en middelhavsriviera fra Gaza til Beirut og venskaber mellem Israel og regionens arabiske lande, druknet i palæstinensiske opstande, krige, regional ustabilitet og Israels fortsatte besættelse af dele af Vestbredden.

Hans bog »The New Middle East« fra 1993 er et optimistisk levn fra fortiden og et symbol på den fred, Shimon Peres ikke har magtet at vinde.

I dag regnes han for en forræder af Israels yderste højrefløj. Den ser ham som hovedansvarlig for oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre og levering af de våben, palæstinenserne senere rettede mod israelerne under al-Aksa Intifaden 2000-2005.

Den yderste venstrefløj anklager ham for ikke at have gjort nok for at fuldende visionen om fred. For den har Peres især svigtet ved også på sin vagt at lade bosættelserne udvide, og ved at give ordren til at bombe i den libanesiske by Qana i 1996.

Kun på det politiske centers platform i Israel lever Peres’ vision videre. Her ser man den 93-årige som en politiker, der altid har været forud for sin tid. Og her lever visionen om et »Nyt Mellemøsten«, trods regionalt kaos og politisk hårdknude med palæstinenserne, videre.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.