Manden, der lige nu får nettet til at koge: Jeg har ikke spyttet på flygtninge

Foto: Bax Lindhardt

En mand i ternet skjorte står på broen over Sydmotorvejen uden for Rødbyhavn og betragter den store flygtningestøm, der passerer under ham. Hans læber er let spredte, hans kinder fyldt med luft. Det ser ud som om, han netop har spyttet. Ned på flygtningene under ham.

Billedet af manden på broen er siden mandag eftermiddag, hvor det blev taget af en fotograf fra Dagbladet Information, blevet delt vidt og bredt på de sociale medier.

I Information står der sammen med billedet skrevet: »Manden på broen kigger på sin kone, før han begynder at spytte ned på flygtningene, der passerer under broen«.

Flere kilder har uafhængigt af hinanden siden henvendt sig til BT med information om mandens identitet.

Selv lyder manden forvirret, da BT ringer til ham tirsdag formiddag. Han fortæller, at han ikke er klar over, at der florerer et billede af ham på nettet.

»Men jeg har ikke spyttet på nogen,« siger han.

Kunne du finde på at spytte efter dem?

»Nej, nej, nej, slet ikke.«

Men du var ude at se på flygtningene?

»Ja, jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej,« siger han og forklarer, at han ikke er på Facebook og er ude at køre lastbil, og derfor ikke har haft mulighed for at se noget billede af sig selv.

Hans beskriver samtidig situationen med de mange flygtninge, der mandag ankom til Rødbyhavn med tog fra Tyskland, som »kaotisk«.

»Det hele var jo et - og det kan jeg godt sige - stort kaos i Rødbyhavn i går. De rendte ud på motorvejen, de gik på den almindelige havnevej mellem Rødby og Rødbyhavn. Til sidst spærrede de jo motorvejen i begge retninger, fordi de hoppede over autoværnet,« siger han hastigt og fortsætter:

»Og så er det et fandens svineri dernede jo. De var nede på Sleep Hotel (Stop'n Sleep Hotel i Rødby, red.), og da min kone og jeg var ude at cykle, fandt vi ikke mindre end tre håndklæder fra Sleep Hotel på vejen hjem, som de bare havde taget med dernede fra.«

»Det er noget pokkers noget, alt det der,« slutter han, før han siger farvel og undskylder med, at han skal videre i sin dagligdag og passe sit arbejde.

Omkring 200 flygtninge fra især Syrien er blevet indlogeret i en hal i Rødby. Andre er kørt til Sandholmlejren, fordi de har ønsket at søge asyl i Danmark.

I alt er omkring 1150 flygtninge kommet til Danmark siden søndag, hvor de første toge fra Tyskland med flygtninge om bord blev stoppet af dansk politi i Rødbyhavn.

Flere af dem har udtrykt ønske om ikke at blive i Danmark, men i stedet rejse videre til Sverige.

LÆS MERE