Mandag indledes en mærkværdig straffesag, der har vakt opsigt i udlandet

I dag indledes første retsmøde i retssagen mod et brødrepar, der er tiltalt for at have dræbt en 28-årig mand. Motivet for drabet har siden juni været stærkt omtalt, da mange har spekuleret i, om det var racistisk motiveret. Det har anklagemyndighed, vidner, politiet og de tiltalte selv imidlertid afvist.

En 28-årig mand blev tirsdag den 24. juni fundet dræbt ved en shelterplads på Bornholm. Mandag begynder retssagen mod to brødre, der er tiltalt for drabet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

23. juni i år blev en 28-årig mand dræbt på Bornholm i en sag, der var lige dele grufuld og opsigtsvækkende.

Manden blev udsat for omfattende vold, der endte med at tage livet af ham. Et brødrepar står tiltalt og har erkendt at stå bag den grove vold, men har afvist, at deres hensigt var, at den 28-årige mand skulle dø.

I dag skal brødreparret for første gang for retten.

Det kommer til at foregå i Retten på Bornholm, omtrent fem måneder efter at drabet fandt sted i slutningen af juni i år.

Sagen fik hurtigt international bevågenhed og er blevet refereret af medier som The New York Times, BBC og CNN, da det kort tid efter drabet kom frem, at et muligt motiv var racisme.

De to brødre er nemlig hvide, offeret var mørk i huden med en mor fra Tanzania og en dansk far, og drabet fandt sted knap en måned efter det nu berømte og berygtede drab i USA på afroamerikaneren George Floyd, der døde i politiets varetægt.

»Hjerteskærende og helt forfærdeligt! Alle mine tanker går til mandens pårørende. Tyder på, det var racistisk motiveret. Vi har brug for en massiv indsats mod racisme,« skrev Enhedslistens retsordfører Rosa Lund på Twitter kort efter drabet.

Ifølge det venstreorienterede researchkollektiv Redox skulle en af gerningsmændene have udtrykt støtte til højrefløjspolitikeren Rasmus Paludan. Og Ekstra Bladet kunne berette, at en af de to dengang sigtede har en tydelig nazistisk tatovering.

Afviser racisme

Politiet var dog stille i dagene efter drabet. De ville ikke sige, om der i deres optik var tale om racisme, og chefpolitiinspektøren ved Bornholms Politi, Jacob Kofod Ipsen, ville 25. juni til Berlingske ikke udtale sig om, hvorvidt der lå et racistisk motiv bag drabet på den 28-årige dansk-tanzanianske mand.

Men 26. juni var politiet kommet tættere på et muligt motiv.

»Det er vores opfattelse, at drabet »ikke er racistisk betonet«,« sagde chefanklageren fra Bornholms Politi, Bente Pedersen Lund, til DR.

Drabet på George Floyd i USA tændte en gnist, der skabte demonstrationer mod systemisk racisme i hele verden. I Danmark gik den danske organisation Black Lives Matter Denmark med talskvinde Bwalya Sørensen i store optog rundt om i landet, og motivet var for Sørensen også klart i drabet på den 28-årige.

»Tanzania-Dansk 28 årig brutalt myrdet med knæ på halsen på Bornholm. Han blev færdig uddannet som ingeniør. For sorte mennesker eller personer af afrikansk afstamning, så kan det være psykisk og fysisk voldsfremkaldende at lykkes ekseptionelt med noget som helst. Han var FOR professionel. Det må man heller ikke være. GET YOUR KNEES OF OUR KNECKS,« skrev hun.

Men ifølge politiet på Bornholm og de formodede gerningsmænds forsvarere var der ikke tale om racisme.

En af de to drabstiltalte brødre har forklaret, at deres mor havde fortalt dem, at den 28-årige mand havde været seksuelt grænseoverskridende over for hende, og i et tilfælde havde han angiveligt voldtaget hende.

Forhenværende forsvarer Asser Gregersen har udtalt, at drabet »intet« har med racisme at gøre, og det samme har anklagemyndigheden og øvrige vidner sagt.

Vil bede retten om at se bort fra racisme

Efter at brødrene var blevet fortalt om det formodede overgreb på moren, ville de give den 28-årige »en lærestreg«, fremgår det af forklaringen til politiet. Brødrene var angiveligt på det tidspunkt gode venner med den dræbte, og ifølge forklaringer vidste de, at han ville sige ja til at drikke øl med dem på aftenen for drabet.

I dag vil forsvareren for den yngste af brødrene, Henrik Stagetorn, bede retten om at se bort fra alle spekulationer om racisme:

»Det her motiv, som nogen rigtig gerne har villet løbe i gang, om, at det skulle være racebetinget, har intet på sig. Det har anklageren også været ude at sige, og derfor kan jeg også tillade mig at sige det,« siger han til Jyllands-Posten.

Over for DR har chefanklager Benthe Pedersen Lund fra Bornholms Politi tidligere i denne måned sagt, at en såkaldt hatecrime har indgået som et muligt motiv i politiets efterforskning, men at det ikke har været muligt at bevise.

Black Lives Matter Denmark har oplyst, at de påtænker at lave en demonstration foran domhuset på Store Torv i Rønne ved retsmødet mandag.