Mandag aften så jeg min by

Berlingske bringer her forfatter Jens Christian Grøndahls personlige essay om terrorangrebet i København og dagene efter. Grøndahls essaybringes også i den franske avis Le Monde, der opfordrede ham til at skrive om hændelsen.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi var hen mod 40.000, der havde forsamlet os i den bidende kulde for at mindes ofrene for lørdagens terror. Mens Pernille Rosendahl sang John Lennons »Imagine«, kunne vi høre helikopterne, der kredsede over os. Der var fakler. Der blev holdt taler, enkelt og værdigt, om sorgen og om, hvor vigtigt det er at holde sammen over for frygten og hadet. Sammen modstå ethvert forsøg på at så splid mellem muslimer, jøder og kristne. Der blev talt på en måde, som jeg synes, er typisk for vores land, uden de store armbevægelser, med begge ben på jorden. Da der blev afholdt et minuts stilhed, var der kun lyden af helikopternes rotorblade og den nøgne erkendelse, at der manglede to i menneskemængden. Finn Nørgaard og Dan Uzan var her ikke.

På vej hjem faldt det mig ind, at jeg for første gang havde set min by. Ikke bare dens velkendte gader og bygninger, ikke bare det tilfældige udvalg af københavnere, man passerer i dagens løb. På vej hen ad Østerbrogade mod Trianglen var jeg omgivet af tusinder og atter tusinder af mennesker, til fods eller på cykel, gamle og unge, forældre med børn, kærestepar, venner. Vi spredtes og gik hver til sit i en stemning af fuldkommen ro. Den aften blev der ikke brug for det talstærke opbud af politifolk, der passede på os. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har set så mange mennesker på gaden undtagen før en vigtig foldboldkamp, men ingen var fulde, og ingen gik og flagede med deres foretrukne identitet.

Vi var byen. Vi, der gik her og hundefrøs på en blæsende vinteraften. Vi behøvede ikke engang sige det til hinanden. Vi var byen, den by, som jeg har elsket helt tilbage til min barndom, og som har været min, siden jeg som ung flyttede hjemmefra. Ja, Finn Nørgaards og Dan Uzans morder angreb friheden, det åbne samfund og så videre, men før alt andet ramte han hjertet i vores forhold – som københavnere – til vores by.

Jeg tænker ikke bare på den enestående tryghed, hvis man sammenligner med større og mere imponerende hovedstæder. Jeg tænker på en egenskab ved vores måde at leve sammen på, den tillidsfulde lethed mellem os. En fortrolighed, der har gjort det muligt at strejfe omkring uden at være bange selv i de mere tvivlsomme kvarterer og møde alle i forvisningen om, at man vil kunne forstå og gøre sig forståelig over for hvem som helst.

Der har været og er den dag i dag både i brokvartererne og i Indre Bys oversete kroge en djærv, uimponeret livsklogskab fuld af ømhed og tvetydig, somme tider respektløs ironi. Et afslappet, urbant og muntert fællesskab, der står åbent for enhver, der vil være med. Men han kom aldrig til at tage del i det, Omar. Heller ikke før han fik fat i sin maskinpistol, heller ikke før han i fængslet som en anden papegøje lærte at efterplapre den proletariske islamismes vulgære og hadefulde slagord. Han var født i København, men han døde uden at få sans for byens ånd, dens uærbødige humor og blufærdige ædelmodighed.

Det er en skam. Det var en katastrofe for hans ofre. Og det er noget, vi bliver nødt til at tale om.

Var det to forudsigelige mord? Bør vi i én eller anden postkolonial sandheds navn forstå, at vreden var hans grund til at myrde? Det palæstinensiske folks ulykkelige skæbne? Krigene i Afghanistan og Irak? Jyllands-Posten, Charlie Hebdo og Lars Vilks, der deltog lørdag eftermiddag i debatmødet, som Omar afbrød så brutalt? Var bødlen selv et offer, sådan som en af hans kammerater udtalte på TV i mandags, mens resten af landet var ramt af sorg? Noget lignende hørte man fra stemmer på den kulturradikale venstrefløj, der i højrefløjens tendenser til xenofobi finder al den forklaring, man synes, man har brug for.

Da massakrerne i Paris udspillede sig på vores TV-skærme, sagde vil til hinanden, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi selv blev mål for et lignende angreb. Vi har vidst det siden »Muhammed-krisen«, men det har været svært for os at integrere truslens dystre sandsynlighed i vores selvforståelse som danskere. Vi er så vant til åbenheden og tilliden i et samfund, der har været sparet for de sociale og kulturelle spændinger, man oplever i forstæderne til de store franske byer. Selv om mange af os er skeptiske over for den nye multikulturelle virkelighed, er vi i praksis ret tolerante. Danskere som flest har svært ved at forstå, hvorfor de republikanske franskmænd forbyder muslimske piger at gå med tørklæde i den verdslige skole. Selv har vi aldrig for alvor adskilt kirke og stat. Folkekirken er vores statskirke, og om efteråret, når Folketinget åbner, mødes medlemmerne til højmesse. Det må være pinagtigt for ikke-kristne politikere, men modsat hvad man skulle tro, er paradokset fuldt foreneligt med vores tradition for rummelighed. Dén kan til gengæld virke helt selvudslettende.

Det bedste eksempel er stadig debatten om Muhammed-tegningerne. I ti år har holdningen hos mange intellektuelle været, at Jyllands-Posten selvfølgelig havde ret til at trykke de tegninger, uanset hvor blasfemiske de var.

Men det var på den anden side vel ikke forbudt at udvise en smule hensyn og respekt over for en i forvejen udsat minoritet. Sådan kom man indirekte til at samarbejde med Omar og hans brødre, hvad enten de var bevæbnede eller ej. Bekræfte dem i, at »krænkelsen« giver adgang til at blive set og hørt.

Flertallet af muslimske danskere havde ellers trukket på skuldrene ad Jyllands-Postens provokation. Alligevel blev det god tone på parnasset at tage afstand fra det angivelige fremmedhad hos dem, der med provokerende billeder som virkemiddel forsøgte at rejse en debat om religionens plads i demokratiet.

Man er somme tider tilbøjelig til at glemme, hvad der er humanismen i den verdslighed, der stadig kan virke så fremmedgørende i en nationalromantisk kultur som vores: at have blik for mennesket, før man forholder sig til vedkommendes tro og anskuelser. At kunne respektere personen, samtidig med at man gør hans eller hendes ideer til genstand for kritik og latterliggørelse.

Med Omar og hans ofre har Danmark mistet sin uskyld, men midt i sorgen er det vigtigt at huske på, hvordan langt de fleste danske muslimer har forstået at gribe de muligheder, som et åbent samfund kan tilbyde. Jeg savnede dem mandag aften. Var de mon bange for at deltage i denne fælles besindelse på sammenhold uanset vores indbyrdes politiske og kulturelle forskelle? Selv følte jeg mig beroliget den aften. De har intet at frygte.

Da jeg fulgte med menneskemængden, der var på vej til at spredes hen ad Østerbrogade, fik jeg øje på tre kvinder med tørklæder på og blomster i hænderne. Tøvende og usikkert bevægede de sig mod strømmen i retning af det sted, dækket af et blomstertæppe, hvor Finn Nørgaards liv endte. Jeg vil gerne tilegne dem disse linjer.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere