Mand zoomede ind på popstjernes øje og så en refleksion: Så fandt han hende og begik overfald

En mandlig fan af en popstjerne fandt hendes lokale togstation i Tokyo ved at zoome ind på et billede delt på sociale medier. Herefter stalkede og overfaldt han kvinden.

»Folk bør være opmærksomme på, at man risikerer at udlevere sine personlige oplysninger, når man lægger billeder og videoer på de sociale medier,« siger en efterforsker til det japanske dagblad Sankei Shimbun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christophe SIMON/Ritzau Scanpix/arkiv

En japansk mand fandt frem til den 21-årige kvindelige popstjerne Ena Matsuoka ved at analysere hendes selfie. Gennem refleksionen i hendes øjne kunne manden se et busskilt. Efter lidt kreativ brug af Google Street View, fandt han via skiltet frem til den lokale togstation, som kvinden ofte benyttede.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Manden identificeres som 26-årige Hibiki Sato. Om aftenen den 1. september ventede han på sangerinden og fulgte efter hende hjem, hvor han overfaldt hende. Angiveligt nærmede Sato sig Ena Matsuoka bagfra og dækkede hendes mund med et stykke stof. Herefter slæbte Sato hende væk fra vejen til et mørkt hjørne, hvor han forulempede hende. Matsuoka fik skader i ansigtet, mens hun forsøgte at komme fri.

Manden blev efterfølgende arresteret 17. september, efter at han blev afsløret på et overvågningskamera. Her tilstod han at have angrebet Matsuoka.

Forinden havde manden ifølge det britiske medie også nærstuderet andre videoer og billeder af popstjernen og fundet oplysninger om hendes lejlighed ved hjælp af gardinerne. Vinklen af det naturlige lys fortalte ham også, omtrent hvilken etage kvinden boede på.

»Folk bør være opmærksomme på, at man risikerer at udlevere sine personlige oplysninger, når man lægger billeder og videoer på de sociale medier,« siger en efterforsker til det japanske dagblad Sankei Shimbun.

Voldsomt knivoverfald

Værre gik det for en anden japansk popstjerne Mayu Tomita i 2016. Lige inden hun skulle optræde på scenen, blev hun udsat for et voldsomt knivoverfald.

Gerningsmanden var en ophidset fan, der blev vred, da Tomita ikke ville modtage en gave, som han havde sendt hende. Tomohiro Iwazaki stak kvinden over 20 gange i hals, bryst, arme og ryg. Tomita overlevede, men blev efterladt i kritisk tilstand.

Forinden havde hun forgæves forsøgt at advare politiet om stalkeren. Derfor sagsøgte hun regeringen for det, der svarer til 4,7 millioner danske kroner.