Mand varetægtsfængslet for drab på 11-årig pige i Grønland
En 27-årig mand er anholdt og mistænkt for drab på en pige, der blev fundet død i Aasiaat i sidste uge.

En 27-årig mand er anholdt og mistænkt for drab på en pige, der blev fundet død i Aasiaat i sidste uge.

En 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 27 dage mistænkt for drab på en 11-årig pige i Aasiaat - også kendt som Egedesminde - i Grønland.
Det oplyser juridisk fuldmægtig ved Grønlands Politi Simone Morsing i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt og sigtet for manddrab torsdag morgen på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem ved obduktion af pigen, samt politiets efterforskning i sagen
Den 27-årige blev fremstillet ved Qaasuitsoq Kredsret torsdag aften lokal tid.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at give offentligheden yderligere detaljer om sagen.
Sammen med en gruppe frivillige indledte politiet i Grønland torsdag aften i sidste uge en større eftersøgning af den 11-årige pige fra Aasiaat.
Kort før klokken 01.30 natten til fredag blev pigen fundet død ved en trappe i den vestgrønlandske by.
Pigen blev sidst set torsdag 26. november om aftenen, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.
Det grønlandske medie Sermitsiaq.AG skriver, at pigen forlod hjemmet for at mødes med en veninde.
Politiet i Grønland får assistance fra Danmark i forbindelse med efterforskningen af sagen. Således rejste kriminalteknikere og en obducent tirsdag fra Danmark til Egedesminde.
/ritzau/