Mand trækker våben mod politiet midt i København - selv om betjentene var i gang med noget helt andet

En person er ramt og kørt på hospitalet efter klammeri med ordensmagten. Område ved Tivoli stadig afspærret.

Politi afspærrer område ved Tivoli efter skyderi fredag d. 2 juni 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hjørnet mellem Tivoli og Ny Carlsberg Glyptotek er i øjeblikket afspærret af politiet.

Det skyldes en kort skudepisode tidligere på aftnen.

Politiet modtager ifølge ledende politiinspektør Peter Olesen Dahl et alarmopkald kl. 17.36 og rykker ud til området mellem mellem Stormgade og H.C. Andersens Boulevard.

Mens betjentene er i gang med opgaven, trues de af en tredjepart.

Politiet trækker derefter selv våben og afgiver skud.

Offeret er efter flere udsagn ramt i låret og kørt væk i ambulance.

En forbindelse mellem den oprindelige politiforretning og skudepisoden er ikke klarlagt. Gerningsmandens motiv til truslen forbliver dermed gådefuld.

Hændelsen er isoleret og så vidt vides ikke relateret til terror, siger politiet,

Sagen overgives nu til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. De ansatte i myndigheden er kørt fra Aarhus og vil så tage området i øjesyn senere på aftnen.

Politiet opretholder dele af afspærringen indtil da.

Vidner har set op til 20 patruljevogne holde i kvarteret og er selv blevet gennet væk fra stedet.

Flere medier har også filmet tungt bevæbnede politifolk foran restauranten Rio Bravo og bag Københavns rådhus.

Adskillige af de mindre gader ind til Rådhuspladsen blev tidligt spærret. Flere af de afspærringer er nu ophævet igen.

Indehaveren af værtshuset Her-Er-Ro Pub i Stormgade 20 hørte "fire-fem skud", siger han til Ekstra Bladet.

Samme indehaver så også en snes personer komme løbende den mod værtshuset. Han skal have lukket dem ind på pubben og fået dem i sikkerhed ude i køkkenet.

Tivoli måtte ifølge TV2 evakuere gæster fra området omkring forlystelserne Dæmonen og Det Gyldne Tårn. Evakueringen er nu ophævet.