Mand stukket med kniv under slagsmål i Brabrand

Et slagsmål ved Aarhus endte tirsdag med knivstikkeri. Offeret skulle være uden for livsfare.

Foto: Nikolai Linares

Aarhus. En person er tirsdag blevet stukket med en kniv under et slagsmål i Brabrand ved Aarhus.

Offeret skulle være uden for livsfare, skriver TV2 Østjylland på sin hjemmeside.

Slagsmålet fandt sted ved en tankstation på Silkeborgvej.

»Vi er kørt derud med en anmeldelse, der lyder på et slagsmål. Da vi kommer frem, er der en, der er blevet stukket med det, der formentlig er en kniv,« siger vagtchef Christian Riis til TV2 Østjylland.

Offeret er blevet stukket i benet, og er som nævnt uden for livsfare.

Ritzau har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Østjyllands Politi for at få flere oplysninger om sagen.

/ritzau/