Mand skudt i hovedet gennem bilrude: To personer anholdt

En mand er torsdag aften blevet ramt af to skud, da han sad i en bil, oplyser Københavns Politi.

politi - 20160617010344314_org
Københavns Politi arbejder natten til fredag på at opklare et skyderi, der har fundet sted på Frederiksberg. En mand er ramt af to skud. Hans tilstand er ukendt. Genrefoto Free/Colourbox Fold sammen
Læs mere

Mindst to skud er torsdag aften blevet affyret på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i København.

En mand er blevet ramt af skud i hovedet og i den ene side af kroppen, oplyser Københavns Politi.

- Vi efterforsker et skyderi, der er sket på Peter Bangs Vej ud for nummer 121 kort efter klokken 23. En mand er ramt af skud i hovedet og i den ene side, siger central efterforskningsleder Kenneth Jensen.

- Manden sad i en bil, da han bliver ramt. Den ene siderude er knust, siger Kenneth Jensen videre.

To personer er efterfølgende blevet anholdt ikke langt fra gerningsstedet, men politiet kan endnu ikke sige, om de har forbindelse til skyderiet.

- Vi er ved at stykke puslespillet sammen, og der hersker lige nu en form for kaos. Umiddelbart kan vi stykke sammen, at der også er skudt fra forurettedes bil mod en anden bil, der så er kørt herfra, siger Kenneth Jensen.

Det er uvist, om der var flere personer i offerets bil, da han blev skudt.

Politiet har ikke fundet gerningsvåbnet, men "vi antager, at der er tale om en pistol", oplyser efterforskningslederen.

Det er uvist, om den ramte person er i livsfare. Han er blevet kørt til behandling på hospitalet, og betjente har endnu ikke kunnet afhøre ham på grund af kvæstelserne. Skudofferet bliver kort før klokken 01 fortsat behandlet af læger.

Politiet har endnu ikke identificeret offeret, så det er sparsomt med oplysninger i sagen. Motivet er ligeledes ukendt.

Alderen på de to personer, som er anholdt, kan politiet heller ikke oplyse.

Der var en række vidner til skudepisoden. De bliver afhørt af politiet i løbet af natten. Vidnerne har indtil videre fortalt, at der er blevet afgivet mindst to skud.

/ritzau/