Mand skød på ekskæreste

En 20-årig kvinde blev bortført af sin ekskæreste, der også affyrede skarpe skud. Kvinden slap fra manden, som politiet stadig leder af.

En cirka 26-årig mand forsøgte lørdag aften at skyde sin seks år yngre ekskæreste på Amager, hvorefter han bortførte hende.

Politiet i København oplyser, at vidner omkring klokken 20 hører to skud ved Øresundskollegiet på Dalslandsgade og en kvinde, der råber "skyd ikke". Herefter bliver kvinden truet ind i en bil, som kører hurtigt fra stedet.

Et par timer senere kontaktede kvinden Sundby politi og fortalte, at hun har været frihedsberøvet. Hun havde selv talt manden nok til ro til, at hun fik lov til at forlade bilen.

Hun slog for et halvt år siden op med manden, der beskrives som uligevægtig.

Kvinden blev ikke ramt ved skyderiet, men manden vil blive sigtet for forsøg på manddrab, når man har fundet ham, siger efterforskningsleder Niels Bogs-Grarup.

Søndag middag var manden endnu ikke fundet.

/ritzau/