Mand sigtet for voldtægt af 16 år yngre kvinde løslades

Sydøstjyllands Politi var mandag til stede med patruljer og hunde i Åparken efter en anmeldelse om voldtægt.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En dommer ved Retten i Kolding har tirsdag valgt at løslade en 36-årig mand, der er sigtet for at have begået en voldtægt natten til mandag.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi efter grundlovsforhøret.

Manden blev anholdt mandag, efter at politiet i løbet af morgenen og resten af dagen efterforskede en anmeldelse om voldtægt begået mod en 20-årig kvinde i Åparken i Kolding.

Manden er blevet sigtet for voldtægt, men retten har altså ikke fundet, at beviserne mod den 36-årige er tilstrækkeligt stærke til at varetægtsfængsle ham.

Politiet opretholder dog sigtelserne mod ham, og efterforskningen fortsætter, meddeler Sydøstjyllands Politi.

Generelt er det meget sparsomt med oplysninger i sagen. Således er der ingen information om, hvorvidt kvinden og den anholdte har en relation til hinanden, eller hvor overgrebet skal have fundet sted.

Sydøstjyllands Politi har dog tidligere bekræftet, at det var anmeldelsen om voldtægt, der mandag betød, at mange betjente og hundepatruljer var til stede i Åparken mandag.

Her kunne lokale se politiets afspærringsbånd i et større område af Åparken, mens hunde og efterforskere gik omkring på stedet.

Området ligger ved en række ungdomsboliger, Retten i Kolding samt Kolding HF og VUC.

Præcis hvornår voldtægten skal have fundet sted, og hvornår der blev slået alarm om overfaldet, er ikke oplyst.

/ritzau/