Mand sigtes for at afpresse 75 personer med bandetrusler

Fredag vil en mand blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør. Han er sigtet for afpresning.

Politibil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Nordsjællands Politi mistænker en mand for at have afpresset omkring 75 personer i området omkring Kokkedal over telefonen.

Den sigtede bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør fredag formiddag, oplyser anklageren i sagen, Ken Jørgensen.

Ifølge sigtelsen ringede manden sine ofre op og truede med, at personer fra bandemiljøet ville komme efter dem, hvis de ikke udleverede forskellige pengebeløb.

Der er tale om beløb på mellem 3000 og 8000 kroner.

Politiet har mistanke om, at flere personer på fri fod har deltaget i afpresningen.

/ritzau/