Mand på elcykel er død efter ulykke i rundkørsel

Elcyklist kørte med 30-40 kilometer i timen ind i siden på lastvogn nær Årslev på Fyn.

En mand er natten til lørdag død efter et sammenstød fredag mellem en elcykel og en lastvogn nær Årslev, oplyser Fyns Politi.

Ulykken skete i en rundkørsel ved Årslev ved 17.30-tiden fredag.

En lastvogn bestående af en trækker og en sættevogn drejede ud i rundkørslen og skulle lige ud.

Men fra en sidevej kom elcyklen drønende og ramte ind i siden på lastvognen, viser den foreløbige undersøgelse fra Fyns Politi.

Umiddelbart tyder det på, at elcyklens fart var oppe på 30 til 40 kilometer i timen, oplyser vagtchefen.

Cyklisten, der var 62 år, pådrog sig alvorlige skader og blev straks indlagt på hospital. Men kvæstelserne kostede ham livet.

/ritzau/