Mand på elcykel dræbt under lastbil

Politiet ved endnu ikke, hvordan en mand på elcykel kom ind under en autotransporter i Glostrup.

En mand blev tirsdag eftermiddag dræbt, da han på sin elcykel kom ind under en autotransporter i Glostrup. Politiet afviser, at der var tale om en klassisk højresvingsulykke, men kan sidst på eftermiddagen ikke sige, hvordan ulykken skete. Mathias øgendal/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En mand har tirsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke i Glostrup.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der fik anmeldelsen klokken 15.39.

Ulykken skete på Erhvervsvej, hvor manden, der kørte på en elcykel, blev kørt ned af en autotransporter.

- Vi ved endnu ikke, hvordan ulykken skete, men der var ikke tale om en klassisk højresvingsulykke, siger vagtchef Lars Jørgensen.

Som altid ved alvorlige trafikulykker er en bilinspektør tilkaldt for at fastslå, hvordan ulykken kunne ske.

Den dræbte mand er sidst på eftermiddagen endnu ikke identificeret.

/ritzau/