Mand og søn modtager livredningspris efter dramatisk episode nord for København

Morten Crone og hans søn Lau reddede en mand fra at drukne en aften i oktober sidste år. Senere i juni hædres de med en livredningspris.

Morten Crone og hans søn Lau modtager senere i juni en livredningspris, da de reddede en mand fra at drukne i en sø tæt ved deres hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En dramatisk episode fra oktober sidste år har udløst hæder og en pris til en mand og hans 14-årige søn, da de den aften endte med at redde et liv. Det skriver Sjællandske Nyheder.

Morten Crone, som manden hedder, og hans 14-årige søn blev kontaktet af en genbo en fredag aften i oktober, da det bankede på døren i deres hjem i Virum nord for København.

Genboens kone havde hørt råb fra en sø, som Morten Crone bor ved siden af. Han og sønnen tog ud på søen i en kano med redningsveste.

Råbene kom fra en mand, der sad fast i den lerede søbund og stod i vand til halsen, og som ifølge Morten Crones beretning til Sjællandske Nyheder var rystende af kulde og udmattet.

De to havde sat sig for at redde manden op af vandet, men politiet var mødt op i mellemtiden og råbte dem an, da politiet ville have, at de sejlede ind til bredden igen.

Politiet eftersøgte nemlig en mand efter et knivstikkeri og mistænkte, at personen, der råbte, kunne være gerningsmanden. Morten Crone og sønnen fik bundet rebet omkring manden, og efter store anstrengelser fik de ham ind til bredden.

Manden skulle vise sig ikke at være politiets mistænkte gerningsmand.

21. juni i år vil de to redningsmænd modtage anerkendelse i form af livredningsprisen, Kaj Walther-prisen, fra Nordsjællands Livredningstjeneste.

Til Sjællandske Nyheder siger Morten Crone:

»Tænk, at vi fik lov til at redde et liv. Men vi har også talt om, at vi blot gjorde den sidste del af arbejdet. Det var ikke lykkedes, hvis ikke vores naboer havde reageret på råbet fra søen og banket på vores dør. Prisen er vel en anerkendelse af, at der altid er muligheder, hvis man gør noget og tænker sig lidt om undervejs – uanset hvor håbløs en situation må være.«