Mand nægter at have videreført LTF

For første gang siden forbuddet mod banden LTF er en mand tiltalt for at bryde sit opholdsforbud. Han er også tiltalt for at bære kasket, der symboliserede LTF.

Det blev den 4. september sidste år midlertidigt forbudt at videreføre banden Loyal to Familia (LTF). Nu er flere sager for retten som følge af forbudet. (Arkivfoto) Scanpix Danmark Stf/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kort efter at politiet nedlagde et midlertidigt forbud mod banden Loyal to Familia (LTF) i september, blev en 34-årig mand anholdt og sigtet for at bære en kasket.

Onsdag nægtede manden sig skyldig i Københavns Byret.

Ifølge anklagen videreførte han den 13. september LTF, da han bar en sort kasket med et hvidt "F" på. Anklageren mener, at kasketten symboliserer LTF.

I retten fortalte den tiltalte, at han bare sad på en bænk på Blågårds Plads, da politiet kom.

Anklageren ville i retten vide, om han bar kasketten.

- Jeg vil sige, at da de kommer over og peger på mig, havde jeg den ikke på, sagde han og fortalte, at den da lå på jorden.

Han hævder samtidig, at kasketten kan købes i mange forretninger og derfor ikke er en særlig LTF-kasket.

Ifølge politiet er den tiltalte LTF-medlem, men selv ønsker han ikke at besvare spørgsmålet.

Politibetjenten, som anholdt manden i september, fortalte i retten, at han så en stor gruppe mulige LTF-medlemmer ved en café, hvor ledende medlemmer angiveligt holdt møde.

Da gruppen så politiet, løb de, og betjenten så den 34-årige løbe hen og sætte sig på en bænk.

- Jeg beder ham om at lægge sig ned. Det vil han ikke, så han bliver lagt ned ved magt.

- Kasketten har han på, da jeg kommer hen til ham. Da vi ligger og tumler, så taber han sin kasket, sagde betjenten.

Betjenten fortalte også, at han har set den tiltalte have en kasket med "F" på en anden dag.

Den 34-årige er også tiltalt for at have overtrådt sit opholdsforbud 5. december sidste år ved at opholde sig ud for Blågårdsgade 31 - et område hvor LTF ofte opholder sig.

Sagen er særlig, da det er den første, hvor en person er blevet tiltalt for at overtræde et opholdsforbud, siden forbuddet blev nedlagt mod LTF.

Tiltalen om opholdsforbuddet nægter den tiltalte også.

Sagen fortsætter til marts.

En lignende sag ved Retten i Helsingør ventes afgjort til april.

Ingen danske domstole har før taget stilling til, om en forbudt forening bliver videreført.

/ritzau/